Fristen for at komme væk fra orkanen i Florida løber ud
Borgmesteren i byen Tampa er klar i budskabet til sine bysbørn: Hvis I bliver i evakueringszonen, dør I.
Indbyggerne i det vestlige Florida flygter. Eller mange af dem gør.Andre trodser myndighedernes advarsler og søger ly. Barrikaderer sig.
Orkanen Milton, der er usædvanlig stor og kraftig, ventes at ramme det vestlige Florida onsdag aften lokal tid eller natten til torsdag.
Det er onsdag formiddag eller onsdag middag dansk tid.
Myndighederne har stadig travlt med at overbevise de lokale om, at de skal komme væk.
Orkanen blev onsdag nedgraderet fra fem - den kraftigste kategori på orkanskalaen - til fire.
Men det gør kun lidt forskel, når det gælder styrken i vindstød og højden på de kæmpe bølger, der ventes at skylle ind over det vestlige Florida, når den går i land.
- Det her er et spørgsmål om liv og død, oplyste USA's præsident, Joe Biden, tirsdag.
- Evakuerer nu, nu, nu.
For at gøre tingene værre, så kommer Milton i hælene på orkanen Helene, der ramte det sydøstlige USA for et par uger siden.
Den udløste også oversvømmelser i det vestlige Florida, der nu står for tur igen.
Også North Carolina og andre områder blev ramt. Over 230 mennesker er meldt omkommet på grund af Helene.
- Sidste gang gik vandet op til mine hofter. Så denne gang tror jeg, at jeg vil være på forkant. Jeg tager fat i min familie og kommer væk, siger Emmanuel Parks, en 36-årig præst.
Men også tiden til at komme væk er knap.
Jane Castor, Tampas borgmester, advarer byens knap 400.000 indbyggere i klare vendinger:
- Hvis I vælger at blive i et af de evakuerede områder, så vil I dø.
Onsdag eftermiddag dansk tid lå Milton 400 kilometer sydvest for Tampa.
Den generede vindstød på 249 kilometer i timen, lød det fra USA's Nationale Orkancenter (NHC).
- Vindstødene vil begynde at tage til langs Floridas vestkyst, sagde NHC.
- Forberedelser, herunder evakueringer, skal gå hurtigt.
Ikke alle indbyggere ventes at følge rådene.
Den 75-årige John Gomez er kommet til Florida fra Chicago for at passe på sit hjem.
- Jeg tror, at det er bedre at være her, hvis der skulle ske noget, siger han.
/ritzau/