Iran stopper flyvninger midt i anspændt situation

6. OKT 2024 • 18:23UDLAND

Mens verden venter på israelsk modsvar på iransk angreb, aflyses flyvninger fra Iran.

Fly fra iranske lufthavne er aflyst fra klokken 21.00 lokal tid søndag aften til mandag morgen klokken 06.00.

Der er en vis usikkerhed om, hvor omfattende aflysningerne er.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters sker aflysningerne i alle iranske lufthavne, mens AFP skriver, at der kun er tale om aflysninger i nogle lufthavne.

Det er den iranske luftfartsmyndighed, som har meddelt aflysningerne og henviser til "operationelle begrænsninger".

Aflysningerne sker på et tidspunkt med øgede spændinger i Mellemøsten.

Da Iran tirsdag sendte missiler afsted mod Israel, indførte landet restriktioner for flyvninger.

Siden har Israel truet med et modsvar, som endnu ikke er kommet.

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (Easa) har anbefalet europæiske flyselskaber at flyve uden om iransk luftrum frem til 31. oktober. Situationen er løbende under vurdering.

Ganske kort efter det iranske angreb sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at der ville komme en israelsk reaktion.

Den melding blev gentaget lørdag fra den israelske militærtalsmand Daniel Hagari.

- Vi vil besvare dette skammelige angreb på et sted og med en timing, som vi beslutter på baggrund af den politiske ledelses instruktioner, sagde Hagari ifølge Reuters.

De iranske aflysninger står til at ophøre om morgenen den 7. oktober, hvor det er et år siden, at den islamistiske gruppe Hamas angreb Israel og dræbte omkring 1200 mennesker ifølge israelske tal.

Iran har sagt, at angrebet på Israel var gengæld for, at Hizbollah-leder Hassan Nasrallah blev dræbt i et stort israelsk angreb 27. september.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT