24 personer dræbt i luftangreb på moské i Gaza
Ifølge Reuters er 24 personer blevet dræbt i et israelsk luftangreb på en moské centralt i Gazastriben.
Mindst 24 er dræbt, og 93 er såret efter et luftangreb på en moské nær hospitalet al-Aqsa i Deir al Balah i det centrale Gazastriben.Det oplyser det Hamas-kontrollerede mediekontor søndag morgen ifølge Reuters.
Tidligere på natten lød det fra det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa, at der var 18 døde. I de første meldinger om angrebet lød dødstallet på fem.
Moskéen blev brugt til at huse fordrevne palæstinensere.
Det israelske militær (IDF) siger i en udtalelse, at det "har udført et nøjagtigt angreb på Hamas-terrorister, som opererede inde fra et kommando- og kontrolcenter i en bygning, som tidligere var Shuhada al-Aqsa-moskéen i området Deir al-Balah".
Mandag er det et år siden, at Israel blev angrebet af den militante islamistiske gruppe Hamas, hvorefter krigen i Gaza begyndte, og den årtier lange konflikt på ny blussede voldsomt op.
Omkring 1200 blev dræbt, da Hamas angreb Israel 7. oktober.
I Israels offensiv i Gaza er mindst 41.825 mennesker blevet dræbt, oplyser Sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område.
Det israelske militær har tilmed udført angreb i Libanon over natten.
Libanon og Israel har næsten dagligt udvekslet skud over grænsen siden Gazakrigens udbrud. Israel og den libanesiske Hizbollah-bevægelse er mangeårige fjender.
Dog skete der en markant optrapning i kamphandlingerne, da personsøgere tilhørende medlemmer af Hizbollah-bevægelsen i Libanon eksploderede den 17. september.
Efterfølgende fulgte flere uger med intensiverede luftangreb mod det sydlige Libanon, hvor Hizbollah-bevægelsens øverste leder, Hassan Nasrallah, blev dræbt fredag i sidste uge.
Natten til tirsdag indledte Israel så en landoffensiv i det sydlige Libanon.
Det var også tirsdag, at Iran sendte en byge af missiler og droner afsted mod Israel.
Iran har sagt, at angrebet på Israel var gengæld for, at Hizbollah-leder Hassan Nasrallah blev dræbt i et stort israelsk angreb 27. september.
Israel har varslet et angreb som modsvar på det iranske missil- og droneangreb tirsdag.
/ritzau/