Tidligere partygate-undersøger stopper som Starmers stabschef

6. OKT 2024 • 19:16UDLAND

Under 100 dage efter at Keir Starmer begyndte som premierminister, rokerer han rundt i Downing Street.

Den britiske premierminister Keir Starmers stabschef, Sue Gray, er søndag stoppet på sin post.

Det skyldes frygt for, at hun kan "blive en forstyrrelse" for regeringens arbejde.

Der har været flere meldinger om spændinger i premierministerkontoret mellem Gray og Starmers øverste rådgiver, Morgan McSweeney, som tager over for Gray.

Hun får i stedet en post som udsending for nationer og regioner. Det er en rolle, der omfatter rådgivning til regeringen om decentralisering.

Sidste måned blev det lækket til BBC, at Gray - der blandt andet er kendt for at have undersøgt og udarbejdet en rapport om partygate-skandalen om fester i Downing Street under corona - tjener mere end premierministeren.

BBC erfarede sidste måned, at Gray tjener 170.000 pund om året, hvilket er 3000 pund mere end Starmer. 170.000 pund svarer til lige over 1,5 millioner kroner.

Gray siger ikke, hvad der specifikt har ført til hendes afgang. Men hun erkender, at der har været uro om hendes post.

I en meddelelse fra hende står der:

- Det har været en ære at være på posten som stabschef og gøre min del for, at Labour-regeringen leverer.

- I løbet af min karriere har det vigtigste altid været at tjene offentligheden.

- Men de seneste uger er det blevet klart for mig, at intens omtale af min stilling risikerer at blive en forstyrrelse for regeringens afgørende arbejde med at skabe forandring.

- Det er årsagen til, at jeg har besluttet mig for at stoppe, og jeg glæder mig til at støtte premierministeren i min nye rolle.

I tillæg til Grays afgang sker der fem andre omrokeringer i premierministerkontorerne på Downing Street - blandt andet udnævnes der nye vicestabschefer.

Rokaden finder sted, mindre end 100 dage efter at Starmer blev premierminister.

Oppositionspartiet Det Konservative Parti kalder udskiftningen et tegn på "kaos".

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT