Hongkongs leder vil løfte økonomi ved at sænke afgifter på spiritus

16. OKT 2024 • 13:03UDLAND

Afgifterne på dyr spiritus vil blive sænket fra 100 til 10 procent, siger Hongkongs leder i årlig tale.

Hongkongs politiske leder, John Lee, vil genoplive økonomien ved blandt andet at sænke afgifterne på spiritus.

Det siger han under sin årlige politiske tale onsdag.

- Det vil fremme handlen med spiritus og sætte skub i udviklingen af industrier med høj tilvækst, herunder logistik, opbevaring, turisme såvel som forbruget af fødevarer af høj kvalitet, siger John Lee i talen.

Afgifterne på spiritus med en alkoholprocent over 30 vil blive nedsat fra 100 procent til 10 procent.

De lavere afgifter gælder kun spiritus til en pris på over 175 kroner.

Han håber, at tiltaget kan gavne Hongkong, på samme måde som da afgifterne på vin blev ophævet i 2008. Herefter blev Hongkong midtpunkt for asiatisk vinhandel.

Hongkongs lille økonomi har mærket konsekvenserne af den kinesiske økonomis nedgang samt spændingerne i den årelange sikkerhedspolitiske konflikt.

Selv om turismen er vendt tilbage efter covid-19-pandemien, og 46 millioner turister forventes at besøge Hongkong i år, er forbruget og udbyttet fra detailhandlen stadig trægt, mens antallet af børsnoteringer er tørret ud.

Lees tale var i år mindre fokuseret på national sikkerhed end året før, selv om han også understregede behovet for at "være på vagt" over for potentielle nationale sikkerhedstrusler.

Han kom desuden ind på, at Hongkong har potentiale til at blive centrum for handel med guld, da byen har guldopbevaringsfaciliteter "i verdensklasse".

I tillæg til den pressede økonomi befinder Hongkong sig i en boligkrise, som den kinesiske præsident, Xi Jinping, har beordret Hongkong at løse.

Det vil John Lee gøre ved at forbyde små lejligheder på under otte kvadratmeter, siger han i talen.

Tiltaget skal regulere udlejningen af såkaldte "underopdelte lejligheder", som er små båse, der af flere kaldes "burhuse", og som er blevet kritiseret for ikke at opfylde kriterierne for en acceptabel levestandard.

Det nye system vil sikre grundlæggende sikkerhedsstandarder for de 110.000 husstande, der i øjeblikket bor i sådanne enheder.

John Lee har været politisk leder af Hongkong siden 2022, og det er dermed tredje gang, han afholder en politisk tale.

Hongkong er en by i Kina med delvist selvstyre.

/ritzau/Reuters/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT