Nato-lande er på vej til at opfylde mål om milliarder til Ukraine

16. OKT 2024 • 16:46UDLAND

Nato-landene har doneret militært udstyr for 20,9 milliarder euro i første halvdel af 2024, siger Rutte.

Nato-landene har doneret militært udstyr for 20,9 milliarder euro i første halvdel af 2024.

Dermed er Nato-landene på vej til at opfylde målet om at give udstyr for 40 milliarder euro i år.

Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, på et pressemøde forud for Nato-landenes forsvarsministermøde torsdag og fredag i Bruxelles.

- Nato leverer for Ukraine, og vi vil fortsætte med at gøre det, siger Mark Rutte.

Han fremhæver, at Nato samtidig er i gang med at påtage sig en større rolle i forhold til at koordinere den militære støtte fra de allierede lande.

Ud over militært udstyr får Ukraine også hjælp til træningen af ukrainske soldater.

Dermed er Ukraines militær i stadig større grad ved at blive udstyret med våben af Nato-standard, som soldaterne samtidig bliver uddannet i at bruge.

- Det er alt sammen med til at gøre Ukraine klar til at blive del af Nato. Det udgør efter min mening en bro til Nato-medlemskab, siger Mark Rutte.

Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, presser på for at få Ukraine helt ind i alliancen. Det er et af målene i Zelenskyjs såkaldte "sejrsplan" for fred.

Et Nato-medlemskab vil betyde, at Ukraine bliver omfattet af Natos særlige artikel fem, den såkaldte musketered.

Den fastslår, at de øvrige medlemmer af alliancen er forpligtet til at yde militærhjælp i tilfælde af et angreb på et medlem af alliancen.

Det vil ifølge Zelenskyj være en nødvendig forsikring for Ukraine, hvis landet skal være i sikkerhed for ny russisk aggression.

Nato-landene har dog gjort det klart, at Ukraine ikke kan blive medlem, så længe krigen raser. Det ville i givet fald betyde, at Nato omgående ville komme i direkte krig med Rusland.

Men Ukraine bliver medlem af Nato, fastslår Rutte:

- Vi vil være der på den lange bane for Ukraine. Det er vigtigt, at Rusland forstår det: Vi vil ikke lade Ukraine i stikken.

- Ukraine vil blive medlem af Nato, når tiden er den rette til det. Det har Rusland ikke veto-ret over for, siger Mark Rutte.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

16. OKT 2024 • 18:18UDLAND
Biden kommer til Tyskland
16. OKT 2024 • 17:57UDLAND
Schweiz slår ned på grænsehandel
FÅ ABONNEMENT