Georgiens opposition vil ikke anerkende valgresultat

26. OKT 2024 • 23:08UDLAND

Valgsejr til regeringspartiet Georgisk Drøm er et "kup", lyder det fra oppositionen, der afviser resultatet.

Georgiens opposition anerkender ikke resultatet af parlamentsvalg, der giver regeringspartiet sejren.

Valget er blevet "stjålet fra det georgiske folk".

Det siger Tina Bokuchava, leder af oppositionskoalitionen, Samlet National Bevægelse.

- Vi anerkender ikke de forfalskede resultater af det stjålne valg, siger hun ifølge tv-stationen BBC.

Partileder Nika Gvaramia fra det liberale parti Akhali, der er en del af den samlede opposition, beskylder regeringspartiet Georgisk Drøm for "magtmisbrug og kup".

Ifølge Georgiens valgkommission har regeringspartiet vundet valget.

Med stemmer fra 70 procent af valgkredsene talt op, har partiet ifølge valgkommissionen fået 53 procents opbakning.

Der mangler stadig at blive talt stemmer op fra mange georgiere, der er bosat i udlandet.

De fire partier, der udgør oppositionen, har fået i alt 38,8 procent, meddeler kommissionen ifølge Reuters.

Da valgstederne lukkede klokken 20 lokal tid - klokken 18 dansk tid - viste en valgstedsmåling på en regeringstro tv-kanal, at Georgisk Drøm stod til sejr.

Men to andre valgstedsmålinger gav oppositionen sejren.

En af målingerne, der var lavet af det amerikanske analyseinstitut Edison Research, pegede i retning af en valgsejr på 52 procent i alt til de fire partier i oppositionskoalition.

Tidligere lørdag aften erklærede både regeringspartiet og oppositionen at have vundet valget.

Oppositionen har fremstillet søndagens valg som en afgørende skillevej, hvor georgierne skal vælge, om de vil gå i retning af EU eller knytte tættere bånd til Rusland.

Mange georgiere ser valget som det vigtigste, siden de i 1991 stemte om løsrivelse fra det daværende Sovjetunionen, skriver BBC.

Det endelige valgresultat er endnu ikke offentliggjort klokken 23 dansk tid, fem timer efter at valgstederne lukkede.

Georgiens valgkommission havde inden valget sagt, at det inden klokken 20 dansk tid forventede at have et foreløbigt resultat baseret på optælling af 90 procent af stemmerne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT