Stjernequarterback går skadet fra banen i ny Chiefs-sejr
Kansas City Chiefs vandt søndag for 13. gang i 14 kampe. Det er nu eneste hold med blot et enkelt nederlag.
De forsvarende Super Bowl-mestre fra Kansas City Chiefs sikrede sig søndag endnu en sejr i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.På udebane blev det således til en 21-7-sejr over Cleveland Browns.
Dermed har Chiefs vundet 13 ud af 14 kampe i den indeværende sæson, og holdet er nu - i hvert fald på papiret - det bedste i ligaen.
Blandt søndagens øvrige resultater var nemlig også et nederlag til Detroit Lions. Det betyder, at Lions nu har tabt to kampe og vundet 12.
Ingen andre hold i NFL har blot et enkelt nederlag.
For Chiefs, der har vundet NFL-finalen, Super Bowl, de seneste to sæsoner, gav søndagens sejr dog også anledning til lidt panderynker.
Klubbens største stjerne, Patrick Mahomes, måtte nemlig forlade banen i fjerde quarter, hvor han pådrog sig en skade på højre ankel.
Mahomes er selv usikker på, om han bliver klar til Chiefs' travle juleprogram. Chiefs tager lørdag imod Houston Texans, inden turen fire dage senere - på juledag - går til Pittsburgh, hvor Steelers venter.
- Det er svært at sige lige nu, siger Mahomes om skadens tidshorisont.
- Jeg har selvfølgelig stadig adrenalin i kroppen. Typisk er det først dagen efter en kamp, at man kan få en fornemmelse af det. Jeg føler godt, at jeg kunne have færdiggjort kampen under andre omstændigheder, lyder det.
Chiefs var foran 21-7, da Mahomes måtte forlade banen i sidste og fjerde quarter. Vurderingen var derfor, at han godt kunne undværes.
Chiefs-træner Andy Reid er også nogenlunde optimistisk på Mahomes' vegne.
- Den (højre ankel, red.) er ikke brækket, det kan jeg godt fortælle jer. Men vi kommer til at vurdere situationen fra dag til dag. Jeg ved ikke, om den er meget hævet eller noget i den stil, siger Chiefs-træneren.
29-årige Patrick Mahomes er to gange i karrieren blevet kåret som MVP - den mest værdifulde spiller - i NFL. Han har vundet Super Bowl tre gange.
/ritzau/Reuters