Skarpe NBA-skytter smadrer rekord i pointfest

16. DEC 2024 • 07:25SPORT

Golden State Warriors og Dallas Mavericks ramte tilsammen på 48 trepointforsøg i en underholdende duel.

Tilskuerne i San Francisco havde ikke tid til at hente hotdogs og nachos, hvis de ville have det hele med i NBA-kampen mellem Golden State Warriors og Dallas Mavericks.

Natten til mandag dansk tid gik de to holds skytter bersærk og stod tilsammen for hele 48 succesfulde forsøg bag trepointlinjen.

Det er ny rekord for den nordamerikanske basketball-liga. Den tidligere rekord lød på 44 treere og blev sat i februar 2023 af Sacramento Kings og Los Angeles Clippers. Så sent som fredag blev den tangeret af Phoenix Suns og Utah Jazz.

Mest iøjnefaldende var den slovenske stjerne Luka Doncic, der med 45 point, 13 assists og 11 rebounds var hovedarkitekten bag Dallas-sejren på 143-133.

- Ingen af holdene kunne ramme forbi. De havde 18 treere i pausen, og alligevel førte vi. Det var vanvittigt, siger Doncic ifølge AFP.

- Det føltes, som om ingen kunne misse. Det var en sjov kamp med en masse gode skud. Men det var også en meget fysisk kamp, påpeger han.

Også summen på 30 succesfulde trepointforsøg ved pausen er ny rekord for en halvleg i basketligaen.

Den tidligere Warriors-stjerne Klay Thompson skiftede før sæsonen til Mavericks, og med sine 29 point havde han en afgørende rolle i sejren.

- Det var helt legendarisk. Nu er det tid til at gøre noget legendarisk i Dallas.

- Jeg tror virkelig på det her hold. Vi har alle ingredienserne til at gøre noget særligt, understreger Thompson efter sejren.

Dallas Mavericks er inde i en suveræn periode med otte ligasejre i træk. Holdet fra Texas ligger på tredjepladsen i Western Conference, hvor Golden State Warriors er nummer syv.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT