Fire israelske soldater dræbt i kamp mod Hizbollah

24. OKT 2024 • 20:22UDLAND

Hizbollah-medlemmer dukkede op fra en tunnel og kastede granater mod israelske soldater, skriver avis.

Fire israelske soldater er dræbt i kamp i det sydlige Libanon.

Det meddeler Israels militær torsdag.

Ud over de fire dræbte er seks andre israelske soldater blevet såret, heraf tre alvorligt.

Den israelske avis Haaretz skriver, at en brigade var i kamp mod medlemmer af den militante Hizbollah-bevægelse i en landsby i området.

Flere Hizbollah-medlemmer dukkede op fra en tunnel og kastede granater mod de israelske soldater, viser militærets foreløbige undersøgelser af episoden.

Det skriver avisen Times of Israel.

I ugevis har Israels militær kæmpet mod Hizbollah i det sydlige Libanon.

Dødstallet blandt israelske soldater, der kæmper i det sydlige Libanon, er nu steget til 26, siden militæret indledte en operation på landjorden i slutningen af september.

Det viser en opgørelse, som nyhedsbureauet AFP har foretaget på baggrund af officielle tal fra militæret.

Tusindvis af israelske soldater er trængt ind i nabolandet mod nord, efter at Hizbollah i over et år så godt som dagligt har sendt raketter over grænsen mod det nordlige Israel.

Hizbollah begyndte at affyre raketter mod Israel fra den 8. oktober 2023.

Ifølge Hizbollah var det en form for støtte til Hamas-bevægelsen, efter at den militante palæstinensiske gruppe gennemførte et hidtil uset angreb på Israel 7. oktober sidste år.

Siden da har Israel dræbt en lang række ledere fra Hizbollah, heriblandt bevægelsens øverste leder gennem de seneste 32 år, Hassan Nasrallah.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT