Finsk energikæmpe fortsætter med at se på mere atomkraft i Norden
Atomkraft i Sverige og Finland skal måske udbygges, men der er brug for statslig hjælp ifølge selskab.
Det finske energiselskab Fortum fortsætter med planerne om muligvis at udbygge atomkraften i Sverige og Finland.Men der er brug for statslig hjælp.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse mandag morgen, efter at det har afsluttet et toårigt forstudie af forudsætningerne for atomkraft.
Fortum kommer ikke med nye konkrete planer om atomkraft.
Men selskabet oplyser, at det "vil fortsætte med at udvikle sine forudsætninger for at have ny kernekraft som et alternativ, der kan møde fremtidens efterspørgsel fra kunder i Norden".
Der ventes at komme en fordobling i behovet for elproduktion i Norden frem mod 2050. Det skriver Fortum.
Netop derfor er det vigtigt også at se på atomkraft, lyder det. For energiudbygning med blot vejrafhængig energi vil ikke være holdbart, mener Fortum.
- Det ville føre til et meget volatilt elsystem med begrænset forudsigelighed, når gælder tilgængelighed og pris, skriver energiselskabet.
- Vi på Fortum ser, at vi må beholde alle fossilfrie teknologier i værktøjskassen også i fremtiden.
Derfor kommer selskabet til "at fortsætte med at udvikle forudsætningerne for ny atomkraft som et langsigtet alternativ", siger Markus Rauramo, administrerende direktør i Fortum, i en skriftlig kommentar til TT.
Men efter det toårige forstudie af forudsætningerne for atomkraft lyder det også, at der er brug for statslig hjælp.
Fortum skriver, at det ikke er økonomisk holdbart at bygge nye reaktorer uden statslig risikodeling - ligesom den der "forberedes af regeringen i Sverige".
Fortum er allerede ejer af Loviisa-atomkraftværket i Finland og er medejer af Olkiluoto-kraftværket, som blandt andet består af Europas største enkeltreaktor, Olkiluoto 3.
Den finske regering ejer godt og vel 51 procent af Fortum.
/ritzau/TT