Spanier slår Roglic på målfoto efter stort bjergslag

26. MAR 2025 • 17:45SPORT

Juan Ayuso slog Primoz Roglic med få centimeter på 3. etape af Catalonien Rundt og overtager førertrøjen.

Det spanske stortalent Juan Ayuso fortsætter med at vise topform på cyklen.

Onsdag formåede UAE-rytteren lige akkurat at krydse målstregen før stjernen Primoz Roglic på en bjergrig 3. etape af Catalonien Rundt. Det dokumenterede et målfoto efter kort usikkerhed om, hvem der krydsede målstregen først.

Dermed tog den 22-årige spanier karrierens 13. sejr, og den kommer halvanden uge efter, at han endte som samlet vinder af Tirreno-Adriatico.

Ayuso overtager også løbets førertrøje og har seks sekunder ned til Roglic inden torsdagens 4. etape, der også byder på kørsel opad.

Forud for onsdagens afsluttende stigning havde rytterne allerede passeret tre bjergtoppe, hvoraf den tredje var uden for kategori.

Efter den 20 kilometer lange stigning op til toppen af Coll de la Crueta var de tungeste ben derfor allerede skilt fra i feltet, inden der skulle findes en etapevinder på toppen af La Molina.

Med under en kilometer til toppen havde tre håbefulde ryttere stadig et hul på cirka ti sekunder ned til det decimerede felt, men trioen blev hentet med cirka 500 meter til mål.

Derefter angreb både Primoz Roglic og Juan Ayuso, og spanieren placerede sig forrest inden målstregen. Med en sidste kræftanstrengelse kom Roglic helt op på siden af Ayuso, og ingen af dem turde juble efter at have krydset målstregen.

Et målfoto viste dog, at Ayusos dæk krydsede målstregen få centimeter før slovenerens dæk.

Catalonien Rundt slutter på søndag, hvor Barcelona er start- og målby for løbets 7. etape.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

28. MAR 2025 • 22:04SPORT
GOG taber vigtige skridt i topkampen

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT