Minister vil forlænge stop for nye internationale adoptioner
Styrelses ansvar for adoptionsområdet - og dermed stop for international adoption - skal forlænges til 2027.
Det har siden januar 2024 ikke været muligt at blive skrevet på venteliste til at adoptere fra udlandet.Og ventetiden kan nu blive forlænget betragteligt.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har sendt et lovforslag i høring, der vil forlænge Ankestyrelsens hjemmel til at overtage varetagelsen af international adoptionsformidling i Danmark frem til 1. januar 2027.
Ankestyrelsens ansvar for området står lige nu til at udløbe til juli.
Og så længe Ankestyrelsens står for den internationale adoptionsformidling, kan nye ansøgere ikke skrive sig på venteliste til international adoption.
For styrelsen har lige nu udelukkende bemyndigelse til at færdiggøre de adoptionssager, der var i gang, da Danish International Adoption (DIA) stoppede sit virke i januar 2024.
At Ankestyrelsens hjemmel skal forlænges, bekymrer De Konservative og socialordfører Birgitte Bergman.
Hun efterspørger at blive orienteret af ministeren om, hvordan arbejdet med at sikre international adoption i fremtiden skrider frem.
- Vi opfordrer til, at det her er noget, man behandler som en hastesag. Jeg synes, det er ved at blive en politisk syltekrukke, siger Birgitte Bergman.
Sophie Hæstorp Andersen slår fast, at regeringen ønsker, at det i fremtiden skal være muligt at adoptere børn fra udlandet.
- Men vi må også konstatere, at det skal være et grundigt arbejde. For vi taler om børn, som er i en meget udsat position. Vi skal være sikre på, at det er for barnet bedste.
- Derfor tager det også noget tid, og vi skal være helt sikker på, at vi gør det rigtigt, siger hun.
Socialministeren siger, at adoptionsområdet i Danmark siden januar 2024 har "befundet sig i en krise", efter mediehistorier om rod i adoptionspapirer og ulovlige arbejdsmetoder.
Og her er det blevet prioriteret først at hjælpe adopterede samt familier, der i forvejen var langt i adoptionsprocessen.
- Derfor er det først inden for de seneste måneder, at vi har kunne tage hul på det spor, der handler om den fremtidige tilrettelæggelse af international adoption i Danmark.
- Så det skyldes ikke, at vi sylter området. Det skyldes, at der var en masse andre ildebrande, der skulle slukkes først, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Hun vil inden sommerferien drøfte fremtiden for international adoption i Danmark med Folketingets partier.
Og hun håber at have et lovforslag om et nyt adoptionssystem på plads, inden Ankestyrelsens nye hjemmel udløber.
/ritzau/