Medie offentliggør USA's angrebsplaner efter chatbrøler

26. MAR 2025 • 14:23UDLAND

Angreb på houthibevægelsen blev delt med journalist ved en fejl, men USA har nedtonet alvor af læk.

Magasinet The Atlantic bringer onsdag hidtil ikke-offentliggjorte dele af en chatsamtale mellem topfolk i USA om et amerikansk angreb i Yemen.

Det sker, efter at Trump-administrationen har nægtet, at der blev talt om hemmeligstemplet information i chattråden, som en journalist ved en fejl blev en del af.

I detaljer kan man blandt andet se tidspunkter på angreb, og hvilken type fly der bruges til angrebene.

Screenshots delt af The Atlantic viser, hvordan den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, deler detaljerne, før bomberne falder.

Talspersonen for Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, sagde ellers tirsdag, at ingen krigsplaner blev diskuteret, og at intet klassificeret materiale blev sendt i chatgruppen.

Men journalisten, der ved en fejl blev del af chatgruppen, Jeffrey Goldberg, er ikke i tvivl om, at der var tale om en stor brøler.

- Hvis denne besked var blevet modtaget af nogen, der var fjendtligt indstillet over for amerikanske interesser (...), så ville houthierne have haft tid til at forberede sig på det, der skulle have været et overraskelsesangreb. Konsekvenserne for amerikanske piloter kunne have været katastrofale, skriver Goldberg.

Den amerikanske præsident Donald Trumps sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, påtog sig tirsdag ansvaret for, at journalisten blev føjet til chatten.

- Jeg påtager mig det fulde ansvar. Jeg lavede gruppen. Det er pinligt. Vi kommer til bunds i den sag, sagde Waltz til Fox News.

Trump har ellers nedtonet hændelsen og erklæret, at han støtter Waltz.

Waltz har antydet over for Fox News, at årsagen kan have været, at han ved en fejl havde gemt Goldbergs nummer under et andet navn.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT