Opfordring til danskere i Sydsudan: Forlad landet

26. MAR 2025 • 17:10INDLAND/KRIMINAL

Grænseovergange og lufthavnen i hovedstaden Juba kan lukke uden varsel, skriver Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet opfordrer alle danskere til at forlade Sydsudan.

Det skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside onsdag.

Opfordringen kommer på grund af "den meget alvorlige og uforudsigelige sikkerhedssituation i landet", lyder det. Udenrigsministeriet tilføjer, at "situationen kan meget hurtigt forværres".

Danskere i landet skal ikke tøve. Grænseovergange og lufthavnen i hovedstaden i Juba kan lukke med "kort eller intet varsel", skriver Udenrigsministeriet.

Danmark har ikke en ambassade i Sydsudan. Derfor kan det være svært at få hjælp som dansker, hvis man opholder sig i landet.

Den seneste tid har budt på voldsomme sammenstød mellem regeringstropper og en bevæbnet gruppe i Sydsudan. En gruppe, som præsident Salva Kiir sætter i forbindelse med sin rival, vicepræsident Riek Machar.

I 2013 udbrød der en regulær borgerkrig i landet anført af landets to største folkeslag, dinkaerne og nuerne, da dinka-præsident Salva Kiir gav nuer-leder og vicepræsident Riek Machar sparket og anklagede ham for kupforsøg.

Borgerkrigen kostede næsten 400.000 mennesker livet, har nyhedsbureauet Reuters tidligere skrevet.

I 2018 var en ny, omend skrøbelig, fredsaftale på plads. Igen med Kiir som præsident og Machar som vicepræsident. Der blev også forhandlet en fredsaftale på plads i i 2015, men den blev brudt året efter.

Den seneste tid har der været kampe i den nordlige del af landet mellem regeringsstyrker og oprørere, som er på Machars side. Kampene begynder nu at nærme sig hovedstaden.

Nicholas Haysom, der er FN's specialrepræsentant i Sydsudan, udtalte ifølge det norske nyhedsbureau NTB mandag, at landet står på randen af en ny borgerkrig.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT