Etiske råd i Norden efterlyser grænser for antallet af donorbørn
Fire etiske råd opfordrer til international grænse for, hvor mange børn sæd- og ægdonorer må være ophav til.
De etiske råd i Danmark, Sverige, Norge og Finland efterlyser en international grænse for, hvor mange børn en enkelt sæd- eller ægdonor må være genetisk ophav til.Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Etiske Råd i Danmark.
De fleste lande har nationale love, der begrænser antallet af børn, som en enkelt donor kan være ophav til.
I Danmark må en sæddonor maksimalt donere til 12 familier, mens Norge og Sverige sætter grænsen ved det halve.
Men sæd eller æg fra én donor kan anvendes i flere lande, og dermed kan de nationale regler omgås, lyder det fra de fire etiske råd.
- Som konsekvens kan et donorbarn ende med at have flere hundrede genetiske halvsøskende spredt over hele verden, fremgår det af udtalelsen.
Det Etiske Råd i Danmark peger på, at efterspørgslen på sæd og æg stiger, i takt med at flere enlige kvinder og homoseksuelle kvindelige par ønsker at blive forældre.
- Samtidig har vi fået en genteknologi, der gør det nemmere at opsøge genetiske halvsøskende, siger rådets næstformand, Ida Donkin, til Ritzau.
- Det kan også være et ældre ægtepar, der sender en spytprøve til USA for at få styr på deres slægt og pludselig opdager, at de har fire børnebørn i samme by, som de selv bor i, siger hun.
Der er enkelte cryobanker, hvor donerede æg og sæd formidles, der har frivillige grænser. Men grænserne varierer.
Resultatet er ifølge de fire etiske råd "usikkerhed for både de, der donerer, og de, der modtager donationen, og de donorbørn, der bliver resultatet heraf".
I udtalelsen, som de fire nordiske etiske råd står bag, opfordres der til en international grænse for antallet af børn per donor.
Rådene opfordrer også til, at de nordiske lande tager politisk initiativ til at fremme en regulering på EU-niveau.
Indtil en international regulering er på plads, opfordrer rådene cryobankerne til at fastsætte egne grænser for antallet af børn per donor.
/ritzau/