Norsk atletikdatter glemte pulsur og blev slået af tiltalt far

26. MAR 2025 • 17:53SPORT

Gjert Ingebrigtsen slog sin datter i ansigtet, da hun havde glemt sit pulsur før en træning, fortæller hun.

Et glemt pulsur forud for en løbetræning fik den voldstiltalte norske atletiktræner Gjert Ingebrigtsen til at se rødt og slå sin datter.

Det forklarede den nu 18-årige datter onsdag ved Sør-Rogaland Tingrett i Stavanger. Her er Gjert Ingebrigtsen tiltalt for fysisk og psykisk at have mishandlet to af sine syv børn - den 24-årige løbestjerne Jakob Ingebrigtsen og en 18-årig datter.

Datteren og Gjert Ingebrigtsen sad ved siden af hinanden på vej til træning i en bil, da hun fortalte, at hun havde glemt sit pulsur. Det fik faren til at udbryde en lavine af skældsord, og raseriet eskalerede, da datteren afbrød ham.

- Jeg følte, at det varede længe, og jeg var klar over, at jeg havde glemt mit ur. Jeg endte med tydeligt at svare ham, at nu skulle han holde kæft, fordi jeg var træt af at høre på alle de grimme gloser.

- Da jeg sagde det, fik jeg en hånd i ansigtet. Han slog mig i ansigtet.

- Det ændrede meget for mig. Frygten blev større, når han hidsede sig op, for nu vidste jeg, at han kunne blive voldelig, siger datteren.

Hun kom også med andre eksempler, der er en del af tiltalen, på farens voldelige adfærd.

Gjert Ingebrigtsen var til stede under hele datterens forklaring, og han var i perioder tydeligt præget af hendes beskrivelser.

Den tiltalte kan genkende flere af de hændelsesforløb, der er blevet beskrevet i retten, men han nægter at have gjort noget strafbart. Det vil han komme nærmere ind på mandag, når han skal i vidneskranken, siger hans advokat.

Efter to timers vidneforklaring onsdag bad datteren om en pause. Dommeren valgte at afslutte retsdagen, hvorfor datteren fortsætter sin vidneforklaring torsdag.

Sønnen Jakob vidnede tirsdag og onsdag og forklarede, hvordan han var blevet udsat for fysisk og psykisk vold af sin far.

Jakob er dobbelt olympiske mester og er den mest succesfulde atletikudøver af Gjert Ingebrigtsens børn. Brødrene Filip og Henrik har også været en del af verdenseliten.

I alt er der indkaldt 34 vidner i sagen, der er berammet med retsmøder frem til 23. maj.

Det er ikke første gang, at Norge kan følge familiens gøren og laden.

Løbefamilien lagde fra 2016 og flere år frem navn til realityserien Team Ingebrigtsen, der fulgte Gjert Ingebrigtsen og hans talentfulde børn i deres kamp for at nå verdenseliten.

Glansbilledet krakelerede, da Jakob, Filip og Henrik Ingebrigtsen i begyndelsen af 2022 afbrød samarbejdet og droppede kontakten til faren.

Der blev smidt ekstra brænde på bålet, da brødrene i en kronik i avisen VG i oktober 2023 anklagede faren for vold og trusler under opvæksten, og en uge senere åbnede politiet sin efterforskning, og det har i sidste ende ført til retssagen.

Blot for at grave kløften endnu dybere var Gjert Ingebrigtsen i mellemtiden blevet træner for sønnernes norske konkurrent Narve Gilje Nordås, der også er et af de indkaldte vidner i retssagen.

/ritzau/NTB

MESTE LÆST SPORT (48 T)

28. MAR 2025 • 22:04SPORT
GOG taber vigtige skridt i topkampen

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT