USA's vicepræsident J.D. Vance besøger Grønland fredag
J.D. Vance og hustru besøger fredag militærbase i Grønland. Planerne for amerikansk besøg ændres markant.
USA's vicepræsident, J.D. Vance, besøger Grønland på fredag.Det fremgår af en pressemeddelelse fra vicepræsidentens kontor.
Vicepræsidenten rejser sammen med sin hustru, Usha Vance, fredag til militærbasen Pituffik Space Base, der tidligere er kendt som Thulebasen.
Her vil de modtage en briefing om arktiske sikkerhedsspørgsmål og mødes med amerikanske soldater.
- Der var så meget begejstring omkring Ushas besøg til Grønland denne fredag, at jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade hende have alt den sjov alene. Så jeg slutter mig til hende, siger Vance i en video på det sociale medie X.
Besøget på militærbasen erstatter Usha Vances tilstedeværelse ved et nationalt hundeslædeløb, fremgår det af pressemeddelelsen.
Det Hvide Hus oplyste ellers tidligere, at andendamen skulle besøge historiske steder, lære om grønlandsk kulturarv og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.
Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, oplyser videre i en pressemeddelelse tirsdag aften, at den amerikanske delegationsrejse til Nuuk og Sisimiut er aflyst.
Lørdag erfarede flere medier heriblandt Jyllands-Posten, at Usha Vance i denne uge ville lægge vejen forbi Grønland.
Få dage senere bekræftede Det Hvide Hus, at også USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister, Chris Wright, torsdag ville besøge Grønland sammen med Usha Vance.
I videoen på X understreger J.D. Vance, at besøget også omhandler sikkerhedspolitik.
- På vegne af Donald Trump vil jeg sige, at vi vil genoplive det grønlandske folks sikkerhed, fordi vi mener, at det er vigtigt at beskytte hele verdens sikkerhed. Desværre har ledere i USA og Danmark ignoreret Grønland alt for længe, siger Vance i opslaget på X.
Besøget sker, på et tidspunkt hvor USA's præsident, Donald Trump, flere gange har gjort det klart, at han har en interesse i at overtage Grønland.
Nyheden om endnu et amerikansk visit i Grønland fik tidligere på dagen tirsdag Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), til at kalde det kommende besøg et "uacceptabelt pres", som USA lægger på både Grønland og Danmark.
Fra amerikansk side er besøget blevet beskrevet som et "privat besøg", men den køber Frederiksen ikke, siger hun til DR og TV 2 tirsdag.
Grønlands fungerende regeringsleder, Múte B. Egede, har ligeledes sagt til det grønlandske medie KNR, at et besøg af den slags vidner om manglende respekt.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra statsministeriet til udmeldingen.
/ritzau/