FBI indleder efterforskning af afbrændte stemmesedler
Flere hundrede stemmer til det amerikanske valg blev ødelagt i brand i stemmeboks i delstaten Washington.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, indleder en efterforskning af brande i stemmebokse.Det oplyser Det Hvide Hus onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Brandene skete natten til mandag lokal tid i delstaterne Washington og Oregon, der ligger i det nordvestlige USA. Brandene førte til, at flere hundrede brevstemmer til det kommende valg blev beskadiget.
Tidligere har lokale myndigheder oplyst, at man mistænker, at brandene var påsat.
Det Hvide Hus oplyser videre, at man samarbejder med de lokale myndigheder om at kunne tilbyde nye stemmesedler til de vælgere, hvis stemme er blevet ødelagt.
De to brande skete i byen Portland i Oregon og Vancouver i Washington.
De minder om en tredje brand i en stemmeboks den 8. oktober i Vancouver, sagde myndighederne mandag. Ved den brand var der ikke nogen stemmesedler, der blev beskadiget.
Heller ikke i branden i Portland var skaden stor. Kun få stemmer blev ødelagt.
Det samme kan ikke siges for branden mandag i Vancouver. Her gik flere hundrede stemmer tabt, fordi et brandslukningssystem i stemmeboksen ikke virkede.
Mandag lød det fra politiet i Portland, at man ikke kendte til noget motiv for branden, som politiet mistænker var påsat.
- Vi ved ikke, hvad motivet er. Men vi ved, at handlinger som denne er målrettede og forsætlige, sagde vicepolitichef Amanda McMillan.
Ved alle de tre brande blev der fundet anordninger på stemmeboksene, der kan være blevet brugt til at sætte ild til dem, skriver avisen New York Times.
På anordningerne var der skrevet Free Gaza, skriver avisen videre.
Det amerikanske valg afholdes den 5. november.
Forud for valgdagen er det muligt for amerikanerne at brevstemme. Det er flere steder også muligt at møde fysisk op før valgdagen og afgive sin stemme.
Den amerikanske nyhedsmedie CNN skrev tirsdag, at mere end 48 millioner vælgere allerede havde stemt.
/ritzau/