Microsoft præsenterer overraskende stigning i milliardomsætning

30. OKT 2024 • 22:16ERHVERV/POLITIK

Cloud-tjeneste og kunstig intelligens får en del af æren for øget omsætning hos Microsoft i tredje kvartal.

Microsoft overgår analytikernes forventninger med sit regnskab for tredje kvartal, hvor omsætningen steg med 16 procent til 65,6 milliarder dollar - svarende til 452 milliarder kroner.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Microsofts nettoresultat landede på 24,7 milliarder dollar (170 milliarder kroner) i kvartalet, der omfatter perioden fra juli til september. Det er 11 procent højere end nettoresultatet for samme periode sidste år.

Indtjeningen per aktie steg med 10 procent til 3,30 dollar.

Væksten i tredje kvartal tilskrives især Microsofts datalagringstjeneste Azure og værktøjer, der bygger på AI - altså kunstig intelligens.

- Den AI-drevne transformation ændrer arbejdet og arbejdsgangen for hver rolle, funktion og forretningsproces, siger administrerende direktør i Microsoft Satya Nadella i en udtalelse ifølge AFP.

Han tilføjer, at Microsoft har tiltrukket nye kunder takket været sine AI-platforme og -værktøjer.

Det er især Microsofts samarbejde med OpenAI, der står bag ChatGPT, som har bragt Microsoft fremad inden for kunstig intelligens. Derudover har Microsoft primært udrullet sine AI-værktøjer under brandet Copilot.

Microsofts datalagringstjeneste Azure får også en del af æren for væksten i det seneste kvartal. Azures omsætning steg i tredje kvartal med 34 procent.

Regnskabet fra den amerikanske softwaregigant kommer dagen efter, at en af Microsofts store konkurrenter, Alphabet, ligeledes kunne præsentere et lovende regnskab for kvartalet fra juli til september.

Også hos Alphabet, der er moderselskabet bag Google, er det især selskabets satsninger inden for kunstig intelligens og virksomhedens lagringstjenester, der vurderes at være årsagen til en stor del af væksten.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT