Claesson sender FCK videre i pokalen i tillægstiden
Viktor Claesson scorede det afgørende mål for FC København, der vandt 2-1 ude over Sønderjyske.
FC København er videre til kvartfinalen i den danske pokalturnering efter en kneben 2-1-sejr ude over Sønderjyske.Det var dog med stort besvær, at FCK endte med at avancere. Bagud 0-1 fik FCK vendt det til sejr i Haderslev.
Til slut var det indskiftede Viktor Claesson, der et minut inde i tillægstiden scorede det afgørende mål til 2-1 for FCK.
Sønderjyske kæmpede for hver en bold, og hjemmeholdet havde færten af en overraskelse lige fra start.
Den blev ikke mindre efter 18 minutter, hvor Sønderjyske kom foran 1-0 på et drømmemål af midtbanespilleren Rasmus Vinderslev, der brysttæmmede bolden og helflugtede den i nettet.
Det var Vinderslevs første mål nogensinde for Sønderjyske i sin kamp nummer 180 for klubben.
Forinden havde FCK's kantspiller Elias Achouri testet Sønderjyske-keeper Jakob Busk, der stod en god kamp.
Generelt sløsede FCK mange bolde væk i første halvleg, og sønderjyderne stressede københavnerne hele tiden.
FCK-træner Jacob Neestrup reagerede i pausen, og ind kom offensivspillerne Viktor Claesson og Mohamed Elyounoussi fra anden halvlegs start i stedet for William Clem og Jordan Larsson.
FCK-angriberen Andreas Cornelius blev også smidt på banen i stedet for stopperen Gabriel Pereira.
Satsningen gav bonus efter 67 minutter, da Elyounoussi kombinerede sig ind i Sønderjyskes felt og fremtvang et selvmål fra Sønderjyskes stopper Maxime Soulas.
Det trak op til et FCK-mål mere, men Busk stod i vejen for meget.
Claesson viste dog målnæsen kort inde i tillægstiden, da han stod det rigtige sted lige omkring feltkanten og sparkede bolden i nettet.
Sønderjyske havde en chance for at udligne i det sjette og sidste tillægsminut, men FCK fik afværget muligheden.
/ritzau/