EU har opfordret til våbenhvile forud for møde om Libanon

30. SEP 2024 • 13:31UDLAND

EU-landenes udenrigsministre mødes uformelt mandag via videokonference for at diskutere situationen i Libanon.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, har indkaldt til et uformelt møde for EU-landenes udenrigsministre mandag. Her er målet at diskutere EU's reaktion på den seneste eskalering i Libanon.

Ifølge en talsmand for EU-Kommissionen, som Josep Borrell er del af, skal mødet primært bruges til diskussioner blandt EU-landenes udenrigsministre.

EU-landene er nemlig allerede enige om at opfordre til øjeblikkelig våbenhvile i Mellemøsten:

- Budskabet fra Josep Borrell og EU-landene blev allerede kommunikeret i sidste uge.

- Budskabet var meget klart: Vi beklager de civile dødsfald. Og vi opfordrer til øjeblikkelig våbenhvile, siger talsmanden.

Uformelle møder i EU-regi bliver normalt alene brugt til diskussioner. Beslutninger træffes i stedet på formelle møder for EU-landenes udenrigsministre.

Derfor ventes der ikke konkrete beslutninger fra mandagens møde, siger talsmanden.

- På grund af den forværrede situation har Josep Borrell valgt at indkalde til et ekstraordinært møde. Der er kun ét punkt på dagsordenen: At diskutere de seneste udviklinger i Libanon, siger talsmanden.

Over de seneste to uger er over 1000 blevet dræbt i Libanon under de omfattende israelske angreb mod den militante Hizbollah-bevægelse.

Fredag blev Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, dræbt.

De følgende 48 timer fortsatte de intense luftangreb, hvor flere fremtrædende Hizbollah-medlemmer blev dræbt. Også mange civile menes at have mistet livet i angrebene.

Mandag ramte luftangreb for første gang inden for den libanesiske hovedstad, Beiruts, grænser.

- Når der er sådanne kriser rundt omkring i verden, så skal EU-landene have mulighed for at mødes og diskutere det. Det er i lyset af den forværrede situation, at mødet er blevet indkaldt.

- Dermed får medlemslandene en platform til at diskutere deres næste skridt. Det er et uformelt møde, så derfor vil der ikke blive truffet formelle beslutninger, siger talsmanden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

30. SEP 2024 • 15:29ERHVERV/POLITIK
Tænketanken Cevea lukker
FÅ ABONNEMENT