Skat har opkrævet millioner fra streamere for fejl i indberetninger

30. SEP 2024 • 15:12ERHVERV/POLITIK

Skattestyrelsen har lavet 98 kontroller af streameres skatteoplysninger. Der var fejl i 80 procent af dem.

Skattestyrelsen har udsendt opkrævninger på 3,8 millioner kroner til streamere, der har haft fejl i deres skatteangivelse.

Det fremgår af en ny publikation fra styrelsen.

Opkrævningerne er sendt ud som et resultat af 98 kontroller, der er blevet afsluttet i en periode fra begyndelsen af 2022 til midten af i år.

I cirka 80 procent af kontrollerne hos udvalgte streamere blev der fundet fejl, som skulle reguleres.

En streamer er kendetegnet ved, at vedkommende benytter platforme som YouTube og Twitch til at filme sig selv, mens de eksempelvis spiller computer.

På den måde kan andre betale for at følge med i vedkommendes spil.

Indtægterne kan komme fra donationer, abonnementsbetalinger, reklamer og sponsoraftaler.

Sammen med publikationen kommer en opfordring til, at streamere oplyser om samtlige skattepligtige oplysninger. Det skal ske, uanset hvor indtægterne kommer fra.

I en pressemeddelelse fra Skatteministeriet siger skatteminister Rasmus Stoklund (S), at det er positivt, at flere har fundet nye måder at tjene penge.

Men selvfølgelig skal det oplyses, hvor indtægterne kommer fra, lyder det.

- Derfor arbejder Skattestyrelsen med at vejlede brugerne og på at gøre det nemmere for streamere at forstå deres skattepligt.

- For i sidste ende er det selvfølgelig den enkeltes ansvar at sikre, at alt bliver indberettet korrekt, så man betaler den skat, man skal, til fælleskassen, siger Rasmus Stoklund.

I slutningen af året igangsættes en kampagne af styrelsen, der netop skal hjælpe streamere med at forstå reglerne på området.

Skattestyrelsen skriver i sin publikation, at den har fået adgang til mange brugeroplysninger om streamere fra en lækage, der fandt sted i 2021.

Her blev cirka 10.000 danske streameres brugeroplysninger fra platformen Twitch lækket.

Oplysningerne, som ifølge styrelsen er offentligt tilgængelige, har hjulpet styrelsen med at kontrollere de betalinger, som den enkelte streamer har modtaget via platformen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

30. SEP 2024 • 15:29ERHVERV/POLITIK
Tænketanken Cevea lukker
FÅ ABONNEMENT