Karantænefare og stabilitet baner vej for landsholdskaniner

30. SEP 2024 • 14:10SPORT

Rasmus Nicolaisen og Jens Stage har vist stabilitet i europæisk topligaer, siger Lars Knudsen efter udtagelse.

Det er stabile præstationer på højt niveau gennem flere sæsoner, der har fået Rasmus Nicolaisen og Jens Stage ind i landsholdsvarmen.

De to 27-årige spillere får fast spilletid i henholdsvis den franske Ligue 1 og den tyske Bundesliga, og på den baggrund forventer fungerende landstræner Lars Knudsen, at de også kan gøre sig gældende på landsholdet.

Landstræneren fremhæver, at forsvarsspilleren Nicolaisen har den fordel, at han i modsætning til landsholdets andre midtstoppere er venstrebenet.

- Rasmus har gjort det godt i lang tid. Han har spillet fast i lang tid, han er anfører i en Ligue 1-klub, og han er en stærk forsvarsspiller med et godt venstreben og et godt hovedspil. Han er dygtig til at forsvare feltet. Det er hans spidskompetencer.

- Vi tror helt sikkert, at han kan bidrage positivt til vores gruppe, for han har også en stor personlighed, siger Lars Knudsen, efter at han mandag udtog truppen til de kommende Nations League-kampe mod Spanien og Schweiz.

Midtbanedynamoen Jens Stage scorede søndag et uventet hattrick i Bundesligaen, men det havde ingen indflydelse på hans udtagelse, for han var kommet med alligevel. Han har spillet én landskamp for næsten tre år siden.

- Jens har spillet over 70 kampe på lidt over to år i Bundesligaen, og alene det siger noget om en vis stabilitet og kvalitet. Vi har fulgt ham i lang tid, og det gør det selvfølgelig endnu bedre, at han lige har scoret tre mål i weekenden, men det er ikke derfor, han er udtaget.

- Han vidste ikke, at han var udtaget, inden han lavede hattrick, siger Lars Knudsen.

Nicolaisen og Stage er en del af en trup på 25 spillere. Det er to spillere mere end normalt, men udvidelsen er en hensyntagen til potentielle karantæner.

Seks landsholdsspillere - blandt andet to på hver af Nicolaisens og Stages favoritpositioner - får karantæne mod Schweiz, hvis de får et gult kort mod Spanien.

- Hvis vi får nogen i karantæne efter den første kamp, så vil vi gerne være forberedt ved at have erstatningerne med i hele forberedelsen, siger Lars Knudsen.

Forsvarsspilleren Jannik Vestergaard har ikke spillet kamp, siden landsholdet senest var samlet i begyndelsen af september, på grund af en skade. Alligevel er han udtaget til de kommende landskampe, og Lars Knudsen forsikrer, at Vestergaard er kampklar og kan få spilletid for Leicester på lørdag.

- Jannik er fuldstændig klar. Han har haft en mindre skade, men er helt klar igen. Jeg er ikke bekymret. Han har haft en hel sæsonoptakt, han spillede i starten i Premier League, og han spillede to hele kampe for os for nylig.

- Han er et fint sted rent fysisk, selv om han har haft et mindre afbræk og ikke spillet så meget på det seneste. Han er klar til at konkurrere om at spille i den kommende weekend, siger landstræneren.

Danmark møder Spanien i Murcia 12. oktober. Tre dage senere gælder det en udekamp mod Schweiz i St. Gallen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

30. SEP 2024 • 15:29ERHVERV/POLITIK
Tænketanken Cevea lukker
FÅ ABONNEMENT