Tysk inflation er den laveste i mere end tre år

30. SEP 2024 • 14:35UDLAND

Den tyske inflation i september er i første omgang opgjort til 1,6 procent. Lavere renter kan være på vej.

Inflationen i Tyskland fortsatte turen nedad i september, forlyder det fra det nationale statistikbureau, Statistisches Bundesamt.

Her lyder det første septemberestimat på en årlig inflation på 1,6 procent.

Det er den laveste tyske inflation siden februar 2021. Det er samtidig 0,3 procentpoint lavere end i august, og så er det 0,1 procent lavere, end hvad flere økonomer forventede.

Samtidig er kerneinflationen, hvor man fraregner prisændringer på uforarbejdede råvarer og energi, faldet fra 2,8 procent til 2,7 procent.

Dermed følger Tyskland trop, efter at lande som Frankrig, Spanien og Italien også har set inflationen falde i denne måned.

- Den lavere inflation i de store eurolande er godt nyt for de europæiske låntagere, fordi det giver gode muligheder for, at Den Europæiske Centralbank (ECB) sænker renten i forbindelse med rentemødet i oktober, skriver Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til tallene.

Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, håber derudover, at den faldende inflation kan være med til at sparke liv i den tyske økonomi.

- Den lavere inflation hjælper tyskernes købekraft, og sammen med lavere renter kan det forhåbentlig tænde en gnist, der kan sætte gang i væksten i Tyskland, skriver han i en kommentar.

Da den tyske inflation var på sit højeste for to år siden, lød den på 8,8 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

30. SEP 2024 • 15:29ERHVERV/POLITIK
Tænketanken Cevea lukker
FÅ ABONNEMENT