Tænketanken Cevea lukker

30. SEP 2024 • 15:29ERHVERV/POLITIK

Den danske tænketank Cevea lukker per 1. december. Det skyldes mangel på økonomisk støtte.

Tænketanken Cevea indstilles til endelig lukning af bestyrelsen per 1. december 2024. Det skriver HK Danmark i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet ved et møde mandag og kommer ifølge meddelelsen af, at det ikke har været muligt at opretholde et økonomisk bæredygtigt forretningsgrundlag.

Den centrum-venstre-orienterede tænketank blev stiftet i 2008, og den har ifølge Mads Samsing, der er bestyrelsesformand i organisationen, været "en stærk stemme imod ulighed".

Organisationen har med analyser, kronikker og klummer med egne ord "kæmpet for et mere lige samfund".

- Lukningen af Cevea efterlader uden tvivl et stort analytisk tomrum, og der bliver en arv og et aftryk efter Cevea, som vi vil skulle løfte på anden vis, lyder det fra Mads Samsing i pressemeddelelsen.

Cevea har blandt andet været finansieret med økonomiske midler fra fonde og en række danske organisationer, heriblandt flere danske fagforeninger. Blandt andet HK Danmark, hvor Ceveas bestyrelsesformand, Mads Samsing, også er næstformand.

Og manglen på økonomisk støtte skyldes ifølge bestyrelsesformanden, at flere af disse organisationer nu selv står for det pågældende analysearbejde på området for ulighed.

- Tænketanken har formået at kompetenceudvikle og kapacitetsopbygge lige netop disse områder i blandt andet fagbevægelsen.

- Det er en succeshistorie, og det er sket i en grad, hvor mange forbund i dag selv varetager og driver de aktiviteter, som Cevea i sin tid blev sat i verden for, lyder det fra Mads Samsing.

Det er på den baggrund ikke overraskende, at finansieringen af Cevea nu påvirkes, siger direktør i Tænketanken Asbjørn Sonne Nørgaard.

- Cevea har gennem en årrække arbejdet for at sætte en progressiv politisk dagsorden for et mere retfærdigt, mindre ulige og mindre skævt Danmark, siger han.

Bestyrelsen har valgt at gennemføre Ulighedens Topmøde, der finder sted den 15. november.

Herefter afvikles alle øvrige aktiviteter per 1. december.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

30. SEP 2024 • 15:29ERHVERV/POLITIK
Tænketanken Cevea lukker
FÅ ABONNEMENT