Direktør blandt over 200 anholdte i aktion mod Gaza-hospital
Det sidste større fungerende sundhedscenter i det nordlige Gaza er ifølge WHO nu tomt.
Israels militær meddeler lørdag, at det har afsluttet en operation mod Kamal Adwan-hospitalet.Operationen satte det sidste større fungerende sundhedscenter i det nordlige Gaza ud af drift.
Hospitalets direktør, Hossam Abu Safiyeh, er blevet anholdt og afhøres, da han er under mistanke for at være "Hamas-terroragent".
- IDF (Israels hær, red.) og ISA (efterretningstjeneste, red.) har fuldført en målrettet operation mod en Hamas-kommandocentral i Kamal Adwan-hospitalet, står der i en meddelelse.
- Styrkerne pågreb over 240 terrorister i området.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, meddeler lørdag, at hospitalet nu er tomt.
WHO erklærer sig "forfærdet" over aktionen og siger, at "hospitaler igen er blevet kamppladser".
- Den systematiske afmontering af sundhedssystemet og belejring af det nordlige Gaza i over 80 dage sætter 75.000 palæstinenseres liv i fare i området, står der i en meddelelse fra FN-agenturet.
De tilbageværende 15 patienter i kritisk tilstand, 50 plejere og 20 sundhedsansatte blev fredag overført fra Kamal Adwan til et andet hospital, som af WHO beskrives som "ødelagt".
Militæret meddeler, at det i tillæg til hospitalsdirektøren anholdt Hamas-medlemmer, som stod for militære ingeniøropgaver og panserværnsvåben.
Også 15 personer, der ifølge Israel var en del af angrebet 7. oktober, blev anholdt.
Inden aktionen blev iværksat, hjalp militæret ifølge eget udsagn med at evakuere 350 patienter og sundhedsansatte fra hospitalet.
I løbet af operationen blev yderligere 95 patienter og sundhedsansatte evakueret sammen med de lokale sundhedsmyndigheder.
Konflikten i Gaza brød ud i lys lue efter Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober sidste år, hvor omkring 1200 mennesker blev dræbt.
Siden har Israel udført omfattende bombardementer og en landoffensiv i Gaza, hvor Hamas sidder på magten.
Ifølge Gazas sundhedsministerium er mindst 45.000 palæstinensere blevet dræbt.
/ritzau/AFP