Høje bølger får Peru til at lukke flertallet af landets havne
Bølger på fire meters højde har fået myndighederne i Peru til at lukke 91 havne. I Ecuador er en person død.
Bølger på op mod fire meters højde har lørdag fået Peru til at lukke størstedelen af landets havne.Bølgerne slår ind over kysten, hvor blandt andet både og butikker er blevet beskadiget. Det viser tv-optagelse fra lokale medier.
Også nabolandet Ecuador er ramt af de høje bølger. Natten til søndag oplyser myndigheder i landet, at en person er fundet død i kystbyen Manta.
- Brandvæsnet i Manta oplyser, at liget af en savnet person blev fundet klokken 06.00 (midnat dansk tid, red.), skriver brandvæsnet på sociale medier.
Det fremgår ikke, om der er flere savnede personer i Ecuador.
Der er natten til søndag ingen meldinger om omkomne eller tilskadekomne i Peru.
Det nationale beredskab i Peru skriver på det sociale medie X, at man har lukket 91 ud af 121 havne. Den umiddelbare melding er, at havnene vil forblive lukket indtil den 1. januar.
Desuden er en række strande langs den centrale og nordlige del af den peruanske kystlinje blevet lukket for at forhindre dødsfald, oplyser lokale myndigheder i området.
I havnebyen Callao, der er hjemsted for Perus største havn, har man foruden at lukke flere strande udstedt et forbud mod, at turist- og fiskerbåde kan stævne ud.
- Bølgerne dannes ud for USA's kyst tusindvis af kilometer væk fra Peru.
- De er opstået ved en vedvarende vind på havoverfladen, og de nærmer sig vores kyster, siger flådekaptajn Enrique Varea til den peruanske tv-station Channel N.
Bølgerne havde lørdag aften oversvømmet flere badebroer og offentlige områder. Det har fået flere indbyggere til at søge mod højere liggende områder i landet, viser billeder fra lokale peruanske medier.
/ritzau/AFP