Storskytte i NHL genoptager rekordjagt med comebackmål

29. DEC 2024 • 09:42SPORT

Efter 16 kampes pause vendte Alex Ovechkin tilbage med en scoring, da Washington Capitals vandt i Toronto.

Alex Ovechkin er kommet en scoring nærmere rekorden som alletiders mest scorende spiller i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Washington Capitals' russiske veteranforward vendte natten til søndag tilbage til isen efter mere end en måneds skadespause og lavede et af målene i sit holds 5-2-sejr på udebane over Toronto Maple Leafs.

39-årige Ovechkin kom til skade i en kamp i november og blev bremset i en ellers forrygende indledning på sæsonen.

Det kostede ham deltagelsen i 16 kampe, men da han kom tilbage på isen, viste han hurtigt, at han stadig formår at ramme det lille bur bedre end de fleste.

Nogen vanskelig øvelse var det dog ikke, da Ovechkin scorede kampens sidste mål i Toronto.

Bagud 2-4 havde det desperat satsende hjemmehold taget målmanden ud og sat en ekstra markspiller ind i håb om at vende slaget i slutfasen.

Det betød, at målet var gabende tomt, da Toronto mistede pucken, og Ovechkin kunne upresset skøjte ned og sende den i nettet til 5-2.

Det var russerens 869. mål i en NHL-karriere, der har varet siden 2005. Han mangler dermed kun 26 fuldtræffere for at slå Wayne Gretzkys rekord.

Den canadiske legende scorede i sin karriere 894 gange i NHL, hvor man i den slags statistikker kun medregner mål i scoret i grundspillet.

Hvis Ovechkin fortsætter med samme scoringsfrekvens, står målrekorden for fald allerede i denne sæson.

Uanset hvad kommer Gretzky dog til at beholde sin pointrekord, som er sammentælling af både mål og assister.

Han lavede hele 2857 point, hvilket er mere end 900 point mere end nummer to på listen, tjekken Jaromir Jagr. Ovechkin, som foreløbig har lavet 707 assister, er nummer 13 på listen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT