Efterforskning af strømafbrydelse på Grønland genoptages søndag
En fejl på transmissionslinjen mellem et vandkraftværk og Nuuk vil blive efterforsket søndag.
Det er natten til søndag endnu uvist, hvad der var årsagen til en langvarig strømafbrydelse i Grønlands hovedstad, Nuuk, lørdag.Det oplyser Nukissiorfiit, som er det nationale forsyningsselskab i Grønland, natten til søndag i et opslag på det sociale medie Facebook.
Forsyningsselskabet har konstateret en fejl på transmissionslinjen mellem et vandkraftværk i Buksefjorden og Nuuk.
- Yderligere efterforskning langs linjen kan derfor først genoptages i morgen, skriver Nukissiorfiit.
Vandkraftværket ligger omkring 50 kilometer sydøst for den grønlandske hovedstad.
Strømafbrydelsen i Nuuk begyndte klokken 13.20 dansk tid lørdag.
Efter et møde i Grønlands beredskabsstab meddelte Nukissiorfiit kort før klokken 04.30 natten til søndag dansk tid, at to tredjedele af borgerne i byen havde fået strømmen tilbage.
Samtidig lød det, at der ikke forventes at gå lang tid, før alle husstande har strøm igen.
Forsyningsselskabet opfordrer borgere, der har fået strømmen tilbage, til at spare på strømmen. Det gælder eksempelvis brug af vaskemaskiner, opvaskemaskiner og elektrisk køkkenudstyr.
Det vil fortsat kunne forekomme mindre udfald på grund af høj belastning fra elvarme, oplyser Nukissiorfiit.
Nuuks hospital, redningsberedskabet og politiet har under nedbruddet kørt på nødgeneratorer. Politiet har også sendt flere patruljer på gaderne, så det har været ekstra synligt i Nuuk.
I akutte tilfælde, hvor man ikke har kunnet bruge telefoner, har det været muligt at henvende sig på sygehuset eller politigården.
To varmestuer, der har været åbnet under nedbruddet, er lukket igen, efter at strømmen stort set er tilbage.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) var temperaturen i Nuuk lørdag aften lokal tid på mellem -13 og -11 grader.
Der bor cirka 56.500 mennesker i Grønland. Omkring 18.000 bor i Nuuk.
/ritzau/