Debatindlæg af Elon Musk skaber stor uro på tysk avis
I indlæg hævder Elon Musk, at Tyskland er tæt på "økonomisk og kulturelt sammenbrud". Redaktør har sagt op.
Et debatindlæg fra techmilliardæren Elon Musk, som udtrykker støtte til det højreorienterede tyske parti AfD, har ført til store diskussioner på avisen Die Welt.På X skriver debatredaktør Eva Marie Kogel lørdag, at hun har sagt op.
Det har hun gjort, selv om hun altid "gerne" har stået i spidsen for debatredaktionen.
- I dag udkommer en tekst af Elon Musk i Welt am Sonntag. I går meddelte jeg min afsked efter trykning, skriver hun.
Musk, der i USA er knyttet tæt sammen med den kommende Trump-regering, udtrykte for nylig offentlig støtte til Alternative für Deutschland (AfD) med et kortfattet opslag på det sociale medie X om, at kun AfD "kan redde Tyskland".
Tyskland skal 23. februar til valg, og Tesla-direktørens pludselige indblanding i det tyske valg blev debatteret bredt.
I debatindlægget i Die Welt argumenterer han for sin støtte til partiet, der af Tysklands indenlandske efterretningstjeneste mistænkes for at være en højreekstremistisk organisation.
Musk mener, at AfD står for "politisk realisme". Han taler om, at Tyskland står på "randen af økonomisk og kulturelt sammenbrud". I Musks øjne har AfD den rette tilgang, blandt andet hvad angår økonomi og migration.
AfD går ind for en hård stramning af indvandringspolitikken i Tyskland.
Andre journalister hos Die Welt, der regnes som konservativ, har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa også udtrykt deres utilfredshed.
Udgiveren af Die Welt, Axel Springer, har sendt en meddelelse fra chefredaktør Ulf Poschardt til dpa.
- Den nuværende diskussion om teksten af Elon Musk er meget afslørende, står der.
- Demokrati og journalistik blomstrer under ytringsfrihed.
Avisen har sammen med Elon Musk-indlægget udgivet en tekst af den kommende chefredaktør, Jan Philipp Burgard, som siger, "at Musks diagnose er korrekt, men at hans tilgang til behandling - at kun AfD kan redde Tyskland - er fatalt forkert".
Ifølge de nyeste meningsmålinger ville over 30 procent af tyskerne stemme på det konservative parti CDU, hvis der var valg i morgen. AfD ville blive næststørst med 19 procent af stemmerne.
/ritzau/