25 procent af fyrværkeriskader rammer børn under 15
Det er forældrenes pligt at lære deres børn at omgås sprængstofferne forsvarligt, siger Sikkerhedsstyrelsen.
Nytåret nærmer sig. Og klokken 24 vil nattehimlen traditionen tro blive oplyst af farverige raketter.Men det er ikke alle, der afslutter aftenen i festlige lag.
Ved nytåret 2023/2024 var der på landsplan 192 skader i forbindelse med affyring af fyrværkeri.
25 procent af de skader ramte børn under 15 år. Det svarer til 45 tilfælde, hvor tre af dem blev regnet for alvorlige.
Det er på trods af gældende regler om, at man skal være mindst 15 år for at købe småt fyrværkeri som de mere uskyldige knaldperler, mens man først som 18-årig kan købe nytårsfyrværkeri.
Og spørger man teamleder i Sikkerhedsstyrelsen Anna Tornbo Larsson, tyder intet på, at det tal kommer til at se meget anderledes ud ved den kommende nytårsfejring.
- Vi glemmer måske nogle gange, at det er sprængstoffer, vi har med at gøre, lyder det.
Antallet af fyrværkeriskader har ifølge Sikkerhedsstyrelsen været faldende de seneste 25 år. Dog bliver skaderne mere alvorlige, lyder det.
Og det gentager sig, at børnene selv har antændt fyrværkeriet.
Det gælder ved en tredjedel af tilfældene hos børn under ti år, mens tallet lyder på 90 procent blandt tilskadekomne i alderen 11 til 14 år.
Ifølge Anna Tornbo Larsson er det afgørende, at forældre taler med deres børn om, hvilket produkt de har med at gøre.
- Som forældre har vi en pligt til at lære vores børn at omgås fyrværkeri på en forsvarlig måde.
Reglerne for fyrværkeri er i år blevet strammet, og det er for første gang kun tilladt at affyre krudt 31. december og 1. januar.
Det glæder Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden.
Men hun understreger, at det er dialogen mellem børn og forældre, der er det vigtigste.
- Ulykkerne sker typisk, fordi børnene selv får lov at antænde det, fordi de ikke har beskyttelsesbriller på eller fordi de opsamler krudt dagen efter, som så ikke er blevet antændt, lyder det.
/ritzau/