Skakpræsident vil slutte fred med stjerne efter buksedrama
Magnus Carlsen ligger i åben krig med skakforbund. Forbundets præsident håber på forsoning.
Præsidenten for Det Internationale Skakforbund (Fide) håber stadig at kunne overtale verdensetter Magnus Carlsen til at deltage i VM i lynskak, der begynder mandag.Ifølge VG siger skakpræsident Arkady Dvorkovich til den spanske avis El Pais, at han er stærkt optaget af at finde en løsning på den verserende strid mellem forbundet og nordmanden.
Uenighederne kulminerede med, at Carlsen natten til lørdag dansk tid forlod VM i hurtigskak i utide.
Fide-præsidenten er influenzaramt og var derfor ikke til stede, da Carlsen først fik en bøde og siden blev diskvalificeret for at møde op i jeans - en påklædning, der ikke er tilladt ifølge VM-reglerne.
Nordmanden nægtede at skifte bukser og afviste siden at anke udelukkelsen. Han oplyste i stedet, at han har tænkt sig at blive væk fra VM i lynskak.
Nu vil præsidenten altså forsøge at glatte ud.
- Dette er noget, som ikke ville være sket, hvis jeg havde været til stede, som under de seneste mesterskaber. Vi har haft lignende problemer før, og vi har formået at løse dem, siger Arkady Dvorkovich ifølge NTB til skak-appen Take Take Take.
I norske medier bliver der spekuleret i, at Carlsens oprør mod skaksportens dresscode er en udløber af længere tids konflikt mellem den norske megastjerne og det internationale forbund.
Striden er blusset op, efter at Carlsen sammen med en tysk forretningsmand har etableret turneringer uden for Fide-regi.
Carlsen hævder, at forbundet har truet spillere med udelukkelse fra VM, hvis de stiller op i de konkurrerende arrangementer.
I nordmandens fravær blev russeren Volodar Murzin ny verdensmester i hurtigskak. VM i lynskak begynder mandag.
/ritzau/