Britiske overgrebsanklager mod Harvey Weinstein droppes

5. SEP 2024 • 15:11UDLAND

Det er ikke realistisk, at der sker domfældelse i britisk overgrebssag mod Harvey Weinstein. Sagen droppes.

En britisk sag mod filmproducenten Harvey Weinstein, hvor han indtil nu har været anklaget for at have begået overgreb mod en kvinde i London i 1996, kommer ikke til at blive ført ved en domstol.

Den britiske anklagemyndighed Crown Prosecution Service (CPS) har nemlig valgt at droppe sagen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen skyldes, at det ikke længere er realistisk, at der kommer til at ske domfældelse. Det uddybes ikke yderligere, men ifølge Reuters er parterne blevet informeret om hvorfor.

Den i dag 72-årige Weinstein er allerede blevet dømt flere gange i lignende sager i USA.

I februar 2020 blev han i New York dømt for voldtægt og seksuelt overgreb og idømt 23 års fængsel.

Dommen blev dog senere omstødt, fordi der under retssagen blev indkaldt vidner, som ifølge appeldomstolen ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.

Weinstein er til gengæld idømt 16 års fængsel i en særskilt voldtægtssag i Californien. Han er altså ikke en fri mand.

Han sidder i øjeblikket fængslet i New York, hvor han venter på, at sagen mod ham skal gå om. Det skriver BBC.

Denne sag starter muligvis forfra i november i år, skriver AFP.

I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri. Han har blandt andet været med til at stifte produktionsselskaberne Miramax og The Weinstein Company.

Han er blevet anklaget for overgreb af en lang række kvinder, siden #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017. Faktisk endte han med at være personificeringen af opgøret.

Over 100 kvinder har ifølge BBC fremsat anklager mod Weinstein om eksempelvis voldtægt. Anklagerne omhandler episoder, der strækker sig helt tilbage til 1970'erne.

Selv har Weinstein fastholdt, at alle seksuelle forhold, som han har haft, har været frivillige.

Med andre ord har han gennem både sagerne i New York og Californien nægtet sig skyldig.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

15. SEP 2024 • 22:32UDLAND
Skud affyret ved golfklub nær Trump

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT