OVERBLIK: Politiet efterforsker muligt attentat mod Trump

16. SEP 2024 • 07:49UDLAND

Trump meldes uskadt, efter der søndag blev affyret skud nær golfbane, hvor han spillede. En mand er anholdt.

Søndag aften dansk tid blev der affyret skud i nærheden af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.

Han er også den republikanske præsidentkandidat i det kommende valg i USA.

Få overblikket over hændelsen her:

* Donald Trump spillede søndag golf i sin golfklub "Trump International Gold Club" i West Palm Beach i Florida.

* Nogen opdagede undervejs et geværløb, der stak ud igennem et hegn på golfbanen.

* Agenter fra Secret Service, som var til stede på banen med Trump, åbnede derefter ild mod en mand.

* Det står ikke klart, om manden selv nåede at affyre skud mod agenterne.

* Trump var mellem 360 og 460 meter derfra, da den mistænkte blev opdaget. Ekspræsidenten er blevet meldt i god behold efter skuddene.

* Politiet har fortalt, at et vidne så manden forsvinde fra gerningsstedet i en sort bil, som vedkommende tog et billede af.

* Derfor kunne politiet lokalisere bilen og efterfølgende bekræfte, at en mistænkt var blevet anholdt.

* Politiet har senere fundet et AK-47 gevær i et buskads nær banen.

* Der er i buskene også blevet vundet en kikkert, flere rygsække og et GoPro-kamera.

* FBI har sagt, at en mistænkt "tilsyneladende" ville skyde mod Trump, og at skyderiet "ser ud til at have været et attentatforsøg" mod Trump. Der pågår nu en efterforskning af hændelsen.

* Identiteten på den anholdte mand er ikke blevet offentliggjort fra officielt hold. Han har ifølge politiet ikke udtalt sig om, hvad han lavede på golfbanen, og det lyder, at han var "relativt rolig", da han blev anholdt.

* En rækker medier er dog kommet frem til identiteten på den formodede gerningsmand. Her lyder det, at han, en 58–årig mand, tidligere har været på kant med loven – blandt andet anklaget for ulovlig våbenbesiddelse.

* Derudover skriver flere medier, at han er bosat i Hawaii og er Ukraine–aktivist, der har forsøgt at få soldater til Ukraine.

* Både USA's præsident, Joe Biden, og Kamala Harris, som er vicepræsident og Demokraternes præsidentkandidat til valget, har sagt, at de er "lettede" over, at Trump er uskadt.

* Trump har i en e-mail ifølge Reuters beskrevet, hvordan der lød skud nær ham, men at han "er i sikkerhed og har det godt".

*Det er ikke første gang, at nogen angiveligt forsøger at tage livet af Donald Trump. 13. juli blev han beskudt i forbindelse med et vælgermøde nær byen Butler i delstaten Pennsylvania. Skuddet snittede hans højre øre.

Kilder: CNN, The Guardian, BBC, Reuters

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT