Biden kommer til Tyskland for at tale om krigen i Ukraine

16. OKT 2024 • 18:40UDLAND

USA's præsident, Joe Biden, har sit besøg i Tyskland tilbage i kalenderen. Han flyver afsted torsdag.

USA's præsident, Joe Biden, flyver torsdag til Tyskland, oplyser Det Hvide Hus.

Dermed gennemfører han det besøg - eller dele af besøget - der blev aflyst tidligere i oktober på grund af to orkaner i USA.

Der er ikke umiddelbart oplysninger om, hvornår Biden ventes til Tyskland, eller hvor lang tid besøget varer.

Han kommer samtidig med, at der torsdag og fredag er EU-topmøde i Bruxelles.

Det Hvide Hus siger, at meget af besøget vil fokusere på fortsat hjælp til Ukraine i krigen mod Rusland.

Men Biden får ikke mulighed for at mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, under Tysklands-besøget.

Det var meningen, at Biden under det aflyste besøg skulle have siddet ved bordenden under et topmøde for de vestlige lande, der støtter Ukraine.

Det skulle have fundet sted på den amerikanske luftbase Ramstein i Tyskland. Der er ingen meldinger om, hvorvidt det møde bliver til noget denne gang.

Da Biden aflyste det forrige besøg i Tyskland, blev et besøg i Angola ved samme lejlighed aflyst. Eller udskudt, som Det Hvide Hus sagde.

Nu er Angola-besøget også tilbage i kalenderen. Det finder sted i december.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT