Aktivisten Paul Watson beder om politisk asyl i Frankrig

16. OKT 2024 • 18:28UDLAND

Paul Watson, der er tilbageholdt i Grønland, beder præsident Macron om at give ham politisk asyl.

Miljøaktivisten Paul Watson beder Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om at give ham politisk asyl.

Watson sidder i øjeblikket i fængsel i Grønland, hvor han blev anholdt i juli.

Det skete i Nuuk på baggrund af en arrestordre fra Japan.

Anmodningen om asyl blev sendt til Macron for nogle dage siden, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det er sket i et brev, siger Lamya Essemlali, der er leder af aktivistgruppen Sea Shepherd France.

Paul Watson har tidligere været med i denne gruppe.

Anholdelsen af den 73-årige Watson skete på baggrund af en arrestordre fra Japan, der ønsker Watson udleveret og retsforfulgt for en hændelse i Antarktis i 2010.

Her overfaldt Watson ifølge de japanske myndigheder et japansk hvalfangerskib, der var i færd med at jage og dræbe hvaler.

Japan mener, at han forhindrede fangerne i at gøre deres arbejde og var med til at gøre skade på en fanger.

Watson er en mangeårig aktivist, der har kæmpet mod hvalfangst - blandt andet med Sea Shepherd.

Den 2. oktober forlængede Retten i Grønland fængslingen af ham til den 23. oktober.

Det er Justitsministeriet i Danmark, som skal tage stilling til, om Watson skal udleveres til Japan.

I øvrigt har Watson fået tilladelse af Procesbevillingsnævnet til at få sagen om fængslingen prøvet i Højesteret.

Der er endnu ikke en dato for, hvornår det skal ske.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT