100-årige Jimmy Carter har nået at stemme på Harris

16. OKT 2024 • 19:34UDLAND

USA's tidligere præsident Jimmy Carter er syg. Blandt hans sidste ønsker har været at stemme på Kamala Harris.

USA's tidligere præsident Jimmy Carter, der fyldte 100 den 1. oktober, er meget syg af kræft og er på sit yderste.

I fjor frabad han sig yderligere behandling for sygdommen, og han er siden blevet svagere og svagere.

Hans barnebarn Jason Carter sagde kort før bedstefarens fødselsdag i et interview med avisen Atlanta Journal-Constitution, at Jimmy Carter kun levede for at kunne stemme på Kamala Harris ved USA's præsidentvalg.

- Jeg prøver bare at holde mig i live længe nok til at kunne stemme på Kamala Harris, citerede Jason Carter sin bedstefar for at sige.

Jimmy Carter, der var præsident fra 1977 til 1981, bor i delstaten Georgia, og tirsdag den 15. oktober åbnede Georgia for muligheden for at stemme.

Tv-stationen CBS rapporterer, at Jimmy Carter nu har stemt.

Han har stemt på den demokratiske vicepræsident, Kamala Harris.

CBS citerer Carter Center, eks-præsidentens velgørenhedsorganisation, for at oplyse, at Jimmy Carter har brevstemt.

Valget afholdes den 5. november. Kamala Harris er Demokraternes kandidat, og tidligere præsident Donald Trump er kandidat for Republikanerne.

Jimmy Carter bor i den lille by Plains med 700 indbyggere. Her blev han også født for 100 år siden.

I november i fjor døde hans kone, Rosalynn Carter. De havde været gift i 77 år.

Parret fik fire børn.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT