677 netsvindlere flygter over flod fra Myanmar til Thailand

23. OKT 2025 • 07:03UDLAND

Myndigheder skal fastslå, om 677 personer, som er flygtet til Thailand, har været ofre for menneskehandel.

Flere end 600 mennesker er flygtet fra et af Myanmars mest berygtede svindelcentre og har krydset grænsen til Thailand.

Det siger en lokal embedsmand i Thailand til nyhedsbureauet AFP torsdag.

De såkaldte svindelcentre dækker over bygninger, hvor internetsvindlere bedrager ofre med blandt andet falske romantiske forhold og forretningstilbud.

Fænomenet er de seneste år vokset i området nær Myanmars grænse. Det er sket, efter at militæret tog magten i landet ved et kup i februar 2021, hvor landet blev kastet ud i en borgerkrig.

De hundredvis af personers flugt fra svindelcenteret torsdag skete, efter at militæret gennemførte en razzia i bygningen, skriver AFP.

Sawanit Suriyakul Na Ayutthaya, som er viceguvernør i den thailandske provins Tak ved grænsen til Myanmar, siger, at i alt 677 personer er flygtet fra svindelcenteret, der kaldes KK Park.

Efter at have forladt bygningen krydsede de floden Moei og kom på den måde ind i Thailand.

- Immigrationsmyndigheder og en specialstyrke fra militæret har samarbejdet for at yde hjælp under de humanitære procedurer, siger Sawanit Suriyakul Na Ayutthaya.

De 677 personer vil nu blive screenet, hvor myndighederne blandt andet skal fastslå, hvorvidt de enkeltvis har været ofre for menneskehandel.

Hvis det ikke vurderes, at de har været ofre for menneskehandel, kan de blive retsforfulgt for på ulovlig vis at have krydset en landegrænse.

Mens det i nogle tidligere tilfælde har været tydeligt, at de pågældende svindlere er blevet tvunget ind i svindelcentrene - der ofte er stærkt bevogtet - er der andre tilfælde, hvor folk frivilligt bliver del af dem.

Ifølge folk, som arbejder med området, sker det ofte, fordi de regner med at kunne tjene langt flere penge i den milliardstore industri, end de vil kunne i lovlige job i deres hjemland.

Det er administrationskontoret i Tak-provinsen, der fører tilsyn med området.

I en erklæring fra kontoret lyder det, at den gruppe mennesker, der torsdag morgen kom ind i Thailand, bestod af udenlandske statsborgere, og at der både var mænd og kvinder iblandt. Deres nationaliteter oplyses dog ikke.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT