Lars Bojes parti havner under spærregrænsen i første måling
Borgernes Parti er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder sted 31. oktober 2026.
Borgernes Parti står til 1,0 procent af stemmerne, hvis der er folketingsvalg i morgen.Det viser den seneste måling foretaget af Voxmeter for Ritzau.
Det er den første måling, hvor folketingsmedlem Lars Boje Mathiesens parti er med, efter at partiet blev officielt godkendt onsdag i sidste uge af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Der er en statistisk usikkerhed på 0,6 procentpoint for partiet.
- Det er vi vældig tilfredse med, siger Boje om målingen.
- Man skal huske på, at målingen er lavet delvist i en periode, hvor vi ikke var opstillingsberettiget. Når vi kun har været med i halvdelen af tiden og får én procent, så kan det være, at vi næste gang, hvor vi er med hele tiden, får to procent, og så er vi i Folketinget, siger han.
Spærregrænsen er på 2,0 procent, så dermed står Borgernes Parti altså ikke til at blive valgt ind i Folketinget.
Til sammenligning fik Moderaterne i 2022 1,8 procent af stemmerne, da Lars Løkke Rasmussens parti for første gang var med i Voxmeters måling.
Senere samme år stemplede Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne ind med 11,2 procent af stemmerne, da partiet var med i Voxmeters måling for første gang.
Lars Boje Mathiesen annoncerede sine planer om et nyt parti i april 2024. I december opnåede partiet de krævede 20.195 vælgererklæringer, der skal til, for at et parti kan blive opstillingsberettiget til Folketinget. I sidste uge blev partiet så endeligt godkendt.
Partistifteren blev valgt ind i Folketinget ved 2019-valget for Nye Borgerlige. Han opnåede 11.150 personlige stemmer. Det var nok til en plads i top-20 blandt landets stemmeslugere.
Lars Boje Mathiesen markerede sig hurtigt som en profil for Nye Borgerlige, blandt andet som partiets finansordfører. Han blev dog ekskluderet fra Nye Borgerlige 9. marts 2023, ikke længe efter at han var blevet partiets formand og efter en strid om løn.
Målingen er baseret på en kombination af telefoninterview og webinterview med 1014 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden 13.-19. januar.
/ritzau/