Vingegaard afgiver førertrøjen igen - UAE-rytter sejrer i Spanien
Jay Vine (UAE) vinder 6. etape af årets Vuelta a España, mens Jonas Vingegaard mister den røde førertrøje.
Australske Jay Vine (UAE) var stærkeste mand efter en lang dag i udbrud og vandt 6. etape af årets Vuelta a España.Vine var med i et udbrud på ti mand, men med 20 kilometer stak han afsted.
I sidste ende kunne han snuppe sejren, der var den tredje i hans karriere i det spanske etapeløb.
Jonas Vingegaard (Visma) bar den røde førertrøje, men danskeren kom ind næsten fem minutter efter frontgruppen med de fleste af favoritterne. Juan Ayuso (UAE) var dog ikke med i den gruppe.
UAE-profilen var inden Vueltaen udnævnt som delt kaptajn sammen med João Almeida, men 22-årige Ayuso blev tidligt sat og endte med at tabe næsten 12 minutter.
Norske Torstein Træen (Bahrain-Victorious) ny mand i den røde førertrøje. Træen endte som nummer to på bjergetapen.
Vingegaard ligger samlet nummer fem i klassementet og har 2 minutter og 33 sekunder op til Torstein Træen.
Torsdag var den første rigtige bjergetape i årets Vuelta a España med 170,3 kilometer fra Olot til Pal i Andorra.
Et udbrud på ti ryttere fik lov at køre afsted, og de fik et solidt forspring til feltet.
Med 40 kilometer tilbage havde udbruddet mere end seks minutters afstand, og det trak derfor gevaldigt op til en finale mellem de ti duellanter i front.
Visma kontrollerede løbet fra feltet, men uden synlige ambitioner om at hale udbryderne ind.
Med 20 kilometer til målstregen kørte Jay Vine alene fra frontgruppen, og australieren fik skabt et større hul.
UAE-rytteren skabte et hul på tæt på et minut, inden finalestigningen tog fat på de sidste ti kilometer.
Dermed kunne australieren tage sin tredje sejr i karrieren i det spanske løb. Vine snuppede de to første sejre i 2022.
Blandt favoritterne angreb løbets nummer fem, Giulio Ciccone (Lidl-Trek), kort før toppen, men Jonas Vingegaard fulgte trop i klassementduellen.
Selv om de kortvarigt slog et hul, gik angrebet i sig selv, og Vingegaard kørte over målstregen blandt de fleste øvrige favoritter.
Dog ikke Ayuso, der altså blev kørt agter ud i klassementet.
/ritzau/