Omdiskuteret bokser klager til CAS over ny kønstest
Imane Khelif vil have ny beslutning om kønstest ugyldiggjort, så hun kan stille op ved VM uden at afgive test.
Bokseforbundet World Boxing har indført obligatorisk kønstest, men det vil den omdiskuterede algerier Imane Khelif ikke være med til.Hun har derfor appelleret til Den Internationale Sportsdomstol (CAS) om at få World Boxings beslutning gjort ugyldig.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra CAS mandag.
World Boxings beslutning om at indføre kønstest betyder, at alle udøvere over 18 år skal testes for at fastslå det køn, atleterne er født som. Resultatet af testen afgør, om atleterne må stille op i World Boxings konkurrencer.
World Boxing har tidligere i år fået Den Internationale Olympiske Komités (IOC) velsignelse til at stå for OL-boksekonkurrencerne, efter at IOC skar båndene til Det Internationale Bokseforbund (IBA) over.
Imane Khelif vil for det første have ugyldiggjort World Boxings beslutning om at indføre kønstest, og så vil hun i øvrigt have CAS til at erklære hende berettiget til at deltage i VM, som begynder 4. september og arrangeres af World Boxing, uden at hun får taget en test.
Imane Khelif var ved OL sidste år omdrejningspunkt for en ophedet diskussion om netop køn.
Opmærksomheden på den algeriske bokser tog for alvor fart, da hendes italienske modstander i den første kamp ved OL, Angela Carini, valgte at trække sig efter kun 46 sekunder.
Den korte kamp mellem Khelif og Carini satte gang i en international debat om, hvorvidt algerieren var berettiget til at stille op i Paris.
Året forinden blev Khelif diskvalificeret af Det Internationale Bokseforbund (IBA) til VM.
IBA hævder, at Khelif dumpede en "anerkendt" test, der viste, at hun havde konkurrencemæssige fordele i forhold til andre kvinder. Hvad testen præcist målte, "forbliver fortroligt".
/ritzau/