Vægten stryger op og ned i Bergholts jagt på det optimale

16. JAN 2025 • 12:15SPORT

Emil Bergholt tog 15 kilo på. Senere smed han ni af dem igen. På stregen skal han både være stor og bevægelig.

Man behøver ikke at stirre særligt længe på Emil Bergholt for at konstatere, at håndboldlandsholdets nye stregspiller er kommet til VM i en toptrimmet udgave.

Underarmene er spændte i en grad, så man kan være bekymret for, om musklerne er på vej ud gennem huden. På Skjern Håndbolds hjemmeside står han opført med en vægt på 110 kilo.

Det er måske - trods alt - lige i overkanten, men der er noget at stå imod med i de hårde nærkampe. En del af den betragtelige muskelmasse er resultatet af en plan, han satte i værk, da nedturen ramte for knap to år siden.

Bergholt havde netop spillet sine to første landskampe, da det ene knæ gav efter, og korsbåndet røg.

- På det tidspunkt følte jeg mig på toppen af min karriere. Det gik rigtig godt i klubben, og jeg havde fået debut på landsholdet.

- Dagen efter at jeg blev skadet, besluttede jeg mig for, at jeg skulle have noget ud af skadesperioden. Sammen med sundhedsstaben i Skjern lagde jeg en plan, og så kløede jeg ellers bare på, husker Emil Bergholt.

De næste mange måneder gik groft sagt med at træne og spise. To gange om dagen var han i træningsrummet, og så gjaldt det ellers om at få fyldt kalorier nok indenbords, så anstrengelserne blev omdannet til muskler.

- Jeg nåede at tage 15 kilo på, fra jeg blev skadet, til jeg var på mit højeste. Jeg har så senere smidt ni kilo igen.

- Det har varieret meget med vægten. Nogle af kiloene røg automatisk af, da jeg kunne begynde at løbe igen, men der var også noget finjustering, forklarer Bergholt.

For selv om stregspillere har stor gavn af lidt ekstra kilo, er der også en grænse.

Ikke mindst, når man som Bergholt helst skal være en bevægelig forsvarsmur.

Det er netop den evne, der har fået landstræner Nikolaj Jacobsen til at kigge Bergholts vej. Den gør ham til en af ganske få i dansk tophåndbold med nogle af de samme kvaliteter som Magnus Saugstrup.

- Det er ikke optimalt at veje 115 kilo som den spillertype, jeg er. Jeg skal nærmere ligge på 105-106 kilo, så jeg også har lidt fart i benene, forklarer Bergholt.

- Min styrke skal være min bevægelighed. Jeg er helt bevidst om, at jeg skal kunne flytte fødderne. Især fordi jeg ikke er verdens højeste, lyder det fra den 190 centimeter høje vestjyde.

Tidligere har han spillet på flere forskellige ungdomslandshold. Men vejen til A-landskampe har været lang.

Han var 25 år, da han fik debut, og er nu som 27-årig i gang med sin første slutrunde.

- Som stregspiller er det sjældent, at man tager nogle vilde ryk lige pludselig. Det kan lyde banalt, men du er jo afhængig af andre. Du kan ikke bare tage bolden og lave noget vildt, der får dig til at "shine".

- Så for mit vedkommende har det været et langt, kontinuerligt arbejde, der har bragt mig hertil, siger Emil Bergholt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT