Danskere får lunken start på stor golfturnering i Dubai

16. JAN 2025 • 16:04SPORT

Thorbjørn Olesen er bedst af seks danskere efter første runde af Dubai Desert Classic.

Thorbjørn Olesen er bedste bud på en dansk vinder efter de første 18 huller i Dubai Desert Classic.

Han gik torsdag sin åbningsrunde i to slag under banens par efter at have leveret to birdies og par på de resterende 16 huller.

Det er fem slag efter en trio af førende spillere og rækker foreløbig til en delt 26.-plads.

Med sin samlede præmiesum svarende til 65 millioner kroner er Dubai Desert Classic på DP World Tour kun overgået af sæsonfinalen og majorturneringer i størrelse.

Derfor er en stor del af verdenseliten også samlet i Dubai, inklusive Jon Rahm og Rory McIlroy.

Den nordirske verdenstreer har vundet turneringen fire gange - blandt andet i 2024 og 2023. Efter første runde har han som Olesen foreløbig to slag under par ud for sit navn.

Uden at være katastrofalt kan torsdagens runde set med danske briller bedst betegnes som jævn og lunken.

Ingen er endnu sat helt af, men ingen er omvendt helt tæt på toppen.

Rasmus Højgaard og Niklas Nørgaard indtager en delt 48.-plads med en score på et slag under par, og et slag derfra balancerer Nicolai Højgaard og Rasmus Neergaard på kanten af cutgrænsen.

Sjette og sidste dansker er Jeff Winther på et slag over par.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT