Axelsen finder sit niveau og tryner singaporeaner

16. JAN 2025 • 12:37SPORT

Viktor Axelsen var atter tilbage i sin suveræne udgave, da han slog Jason Teh med 21-11, 21-14.

Efter en svær start på året med førsterundeexit i Malaysia og en hårdt tilkæmpet tresætssejr onsdag ved India Open var Viktor Axelsen torsdag tilbage i sin vante, suveræne udgave.

Jason Teh fra Singapore fik en badmintonlektion med 21-11, 21-14 i anden runde ved India Open, som er en Super 750-turnering. Det er samme niveau som Denmark Open.

I fredagens kvartfinale venter Tehs landsmand Kean Yew Loh, som Axelsen kender ganske udmærket. De to træner ofte sammen i Dubai.

Fredag kom Axelsen flyvende i gang. Teh blev kostet rundt på banen, og den høje dansker straffede enhver fejl fra modstanderen.

Fra føring på 6-0 buldrede Axelsen videre, og efter en regulær opvisning var første sæt dansk med 21-11.

Det gode spil fik han dog ikke taget med ind i begyndelsen af andet sæt. Teh fornemmede pludselig, at han kunne være med, og det betød, at han fulgte med på scoretavlen.

Han begyndte også med højlydt at juble over alle point for at irritere Axelsen. Det lykkedes i en periode.

Faktisk kom Teh til ophold midtvejs i sættet foran 11-9, men så havde den dobbelte olympiske mester fundet roen. Og så blev Teh igen blot statist i kampen.

I netspillet havde han set muligheder mod Axelsen, men tre overbevisende dueller ved nettet i træk af danskeren tog modet væk fra singaporeaneren.

Og så var der igen ensrettet på scoretavlen mod dansk sejr.

Axelsen bliver eneste danske islæt på programmet i fredagens kvartfinaler.

Mia Blichfeldt var eneste anden dansker tilbage torsdag, og trods et flot andet sæt mod verdenstoeren Wang Zhi Yi endte det med et nederlag i tre sæt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT