Tauson møder verdens bedste: Spændende hvor hårdt hun slår
Clara Tauson har aldrig mødt verdensetteren Aryna Sabalenka. Det sker nu i tredje runde ved Australian Open.
Der venter Clara Tauson en af karrierens største kampe, når hun fredag står over for verdens bedste kvindelige tennisspiller, Aryna Sabalenka, i tredje runde ved Australian Open.For selv om Tauson har flere finaler og titler på cv'et, så bliver scenen ikke meget større end ved en grand slam-turnering, hvor verdensranglistens nummer et står på den anden side af nettet.
Det bliver uden tvivl en stor mundfuld, men alligevel er det primært en meget spændt Clara Tauson, der ser frem til at møde Sabalenka for første gang.
- Selvfølgelig er det ærgerligt, at man skal spille mod verdens bedste tennisspiller i en grand slam og på et tidspunkt, hvor man er inde i et godt flow. Men det er jo bare en mega fed kamp.
- Jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske, og hvor hårdt hun slår. Jeg har aldrig trænet med hende, og jeg har aldrig spillet mod hende, så det bliver super fedt, lyder det fra den 21-årige dansker.
Tauson har indtil videre vist storform ved Australian Open.
Også Sabalenka har fået en relativt problemfri start på turneringen. Hun har vundet sine to første kampe i to sæt.
Den 26-årige belaruser er blandt andet kendt for en meget kraftfuld spillestil.
Ved grand slam-turneringen US Open havde Sabalenka sidste år det gennemsnitligt hårdeste forhåndsslag af alle - på tværs af både kvinder og mænd.
Og selv om Tauson ikke helt kan måle sig med den kraft, så er der ligheder mellem de to spilleres ret aggressive stil.
- Det er en spiller, jeg måler mig meget imod, fordi jeg synes, at vi har nogle af de samme kvaliteter og lidt samme spillestil. Så jeg håber, at jeg kan vise noget af mit bedste tennis.
Også Sabalenka ser ligheder mellem de to.
- Jeg ved, at hun er en aggressiv spiller. Hun server godt og slår ret tungt til bolden. Så det bliver en god dyst, og jeg ser meget frem til at møde hende for første gang, siger Sabalenka på et pressemøde efter sin sejr i anden runde.
Kampen mellem Tauson og Sabalenka skal spilles fredag i Melbourne.
Uanset hvad har Tauson dog opskriften klar forud for storkampen.
- Jeg skal gøre det samme, som jeg altid gør, og så skal jeg gå ind på banen med et ekstra stort smil på læben, siger den 22-årige dansker.
/ritzau/