Koncentrerede danskere bomber VM-fest i gang med storsejr
Det danske håndboldlandshold kørte Algeriet midt over i premierekampen ved VM i Herning.
Så er det næste danske guldtogt skudt eftertrykkeligt i gang.Håndboldlandsholdet indledte jagten på det fjerde VM-guld i træk med en storsejr på 47-22 over Algeriet, mens publikum i Boxen i Herning klappede, så hænderne var rødglødende.
Det blev den forventede udstilling af klasseforskellen på en tredobbelt verdensmester og en nation, der kun med nød og næppe undgik sidstepladsen ved VM for to år siden.
Noget spændende håndbolddrama fik de rødklædte tilskuere ikke, men det havde de formentlig heller ikke forventet.
I stedet fik de fantasifuldt angrebsspil og storslået kontraopvisning af et hold, der er i stand til at spille sig frem til oplagte scoringschancer på noget nær hvert eneste angreb.
De fik også set, at forsvaret var godt indstillet på algerierne, der spiller håndbold som i de gode gamle dage. Der blev krydset op til store bagspillere, der pløkkede boldene på mål fra stor afstand.
Det gav nogle spektakulære fuldtræffere, men mest af alt gav det målmand Emil Nielsen fine muligheder for at komme i gang med turneringen.
Danmarks nye førstemålmand fik det største bifald under spillerpræsentationen før kampen og kvitterede med en indsats på vanligt højt niveau.
Det eneste, man kunne beklage sig over, var en noget lemfældig omgang med chancerne, og at Magnus Landin måtte udgå med en skade efter pausen
Mathias Gidsel brændte ganske usædvanligt tre ud af sine første fire forsøg, men så snart det danske forsvar fik overtaget på nordafrikanerne, viste verdensstjernen sin enorme værdi som kontraspiller.
Gidsel nåede at lave ti mål, der gjorde ham til dansk topscorer, inden han gjorde plads for Emil Madsen 17 minutter før tid.
Boxen er som ved VM i 2019 udstyret med en gigantisk ståtribune bag det ene mål. De danske fans skulle dog lige klappes i gang, før stemningen kom op på VM-niveau.
Det hjalp, da Emil Jakobsen diskede op med et par af sine akrobatiske scoringer fra venstre fløj.
Han udnyttede også sine straffekast med en selvfølgelighed, som om de usikre testkampe mod Bahrain aldrig havde eksisteret.
På den måde viste Flensburg-fløjen sig i første omgang som en værdig afløser for straffeeksperten Mikkel Hansen. Også Emil Madsen var stensikker, da han fik chancen fra syvmeterstregen i slutminutterne.
Hvis det algeriske angrebsspil var forudsigeligt før pausen, var det stivfrossent i anden halvleg.
Algerierne lavede sølle to mål i halvlegens første 16 minutter, og de danske spillere stod i kø for at løbe kontra, mens Emil Nielsen fik banket sin redningsprocent i vejret.
Det var en blød og behagelig VM-start for de danske spillere, der skal have ros for at bevare seriøsiteten hele vejen. Danskerne sluttede festen med et "dobbelt vip", som Emil Madsen afsluttede med kampens sidste scoring.
Der venter nordafrikansk modstand igen på torsdag, hvor Danmark i kamp to møder Tunesien.
/ritzau/