Officielt: AaB sender Sebastian Otoa til Serie A
Den 20-årige forsvarsspiller Sebastian Otoa er blevet solgt fra AaB til italienske Genoa.
Den 20-årige forsvarsspiller Sebastian Otoa er tabt for AaB. Den nordjyske superligaklub meddeler torsdag på sin hjemmeside, at Otoa er blevet solgt til den italienske Serie A-klub Genoa.Dermed er Otoa nu holdkammerat med den tidligere Brøndby-spiller Morten Frendrup.
- At komme til Genoa er en stor mulighed for mig. Det er en fed klub i en stor og stærk liga, hvor jeg forhåbentlig kan lære en masse, så det glæder jeg mig meget til, siger Otoa til aabsport.dk.
Allerede onsdag oplyste AaB til fondsbørsen, at man var tæt på et salg af den unge midtstopper. Rygterne gik på Genoa, og det viste sig altså at holde stik.
Otoa kom til AaB's akademi i sommeren 2021. Han optrådte før det for FC Roskilde.
Salget af Otoa forventes ifølge klubben ikke at påvirke det økonomiske resultat for 2025. Det kommer fortsat til at lyde på et underskud omkring 15-25 millioner kroner, lyder det.
Det betyder sandsynligvis, at AaB forventer at investere eventuelle indtægter fra Otoa-salget i nye spillere eller andet.
Otoa står noteret for 44 kampe og 2 mål for AaB, ligesom han har spillet 6 ungdomslandskampe.
Selv om salget af Otoa er et sportsligt tab for AaB, så glæder det sportsdirektør James Gow.
- At sælge direkte til en top 5-liga i Europa er en blåstempling af strategien og en cadeau til de trænere og ledere, som har gjort et kæmpe stykke arbejde siden Otoas ankomst til AaB, siger han til klubbens hjemmeside.
- I dag fremstår Sebastian Otoa som en elegant forsvarsspiller, der mestrer stort set alle spillets facetter, og hans potentiale er enormt. Genoa har fulgt Otoa længe og har bekræftet sin seriøsitet ved at agere tidligt i transfervinduet.
Når Superligaen genoptages i næste måned, er det med AaB på niendepladsen.
/ritzau/