Finland opgiver efterforskning af besætning på skib i Østersøen

16. JAN 2025 • 14:00UDLAND

Olien om bord på "Eagle S" er underlagt sanktioner, men besætningen bliver ikke retsforfulgt, siger toldvæsen.

Der er ikke grundlag for en strafferetlig efterforskning af besætningen på tankskibet "Eagle S" i forbindelse med fragt af russisk olie.

Det siger det finske toldvæsen torsdag, skriver Reuters.

Skibet er mistænkt for at beskadige flere kabler i Østersøen. I december gik finsk politi om bord på skibet og fik besætningen til at sejle det ind i finsk farvand.

Skibet menes at være en del af den russiske skyggeflåde, som omgår Vestens sanktioner mod Ruslands lukrative olieeksport.

Flere lande i Østersøregionen har i den seneste tid sagt, at der skal slås hårdere ned på skyggeflåden.

For nuværende bliver der dog ikke nogen strafferetlige konsekvenser for besætningen på "Eagle S".

Toldvæsenet har beslaglagt olien. Torsdag gentager den finske myndighed, at skibets last består af produkter, som er underlagt sanktioner. Men skibet befinder sig kun i finsk farvand, fordi besætningen blev bedt om at sejle derind af myndighederne.

Derfor har de ikke bevidst handlet i strid med sanktionerne, siger toldvæsnet i en pressemeddelelse.

- Skibets last vil fortsat være beslaglagt af Finlands toldvæsen, står der videre.

Sideløbende med sagen om den russiske olie har de finske myndigheder efterforsket kabelbruddene.

Det står ikke klart, hvilke konsekvenser der kan være for besætningen i den sag.

"Eagle S" er registreret på Cookøerne, men vurderes at være under russisk kontrol.

Det er svært for myndigheder i lande som Danmark og Finland at gøre noget ved skyggeflåden, fordi skibene sejler i internationalt farvand på deres vej gennem Østersøen. Her gælder andre love.

Ejeren af tankskibet har forsøgt at få det udleveret, men Finland har afvist, og skibet ligger stadig i finsk farvand øst for Helsinki.

Finland har givet udrejseforbud til flere besætningsmedlemmer.

"Eagle S" sejlede fra den russiske storby Sankt Petersborg natten til 25. december.

Samme dag blev et elkabel og flere datakabler, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland, beskadiget.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT