Spanske medier melder ter Stegen ude i lang tid efter grim skade

23. SEP 2024 • 08:01SPORT

Den tyske landsholdskeeper Marc-André ter Stegen blev båret fra banen i Barcelonas møde med Villarreal søndag.

Det så ikke kønt ud, da FC Barcelona-keeperen Marc-André ter Stegen blev båret fra banen, med hvad der lignede en grim knæskade søndag aften i holdets møde med Villarreal.

De første meldinger om den tyske landsholdskeeper er heller ikke just opløftende.

Ifølge de spanske medier AS og Marca kan ter Stegen i værste fald se frem til en pause fra fodboldbanen på syv til ni måneder.

Barcelona er endnu ikke officielt kommet med en melding om skadens omfang.

Keeperen landede i første halvlegs tillægstid uheldigt efter et indgreb i højderne, og han var med det samme i tydelige smerter.

Barcelona-anføreren bankede i græsset af ren smerte, mens han tog sig til det højre knæ.

Efter længere tids behandling på græsset blev den tyske keeper båret fra banen på en båre.

- Jeg tror, at det er en slem skade. Da han landede i græsset, kunne man se det med det samme, sagde Barcelonas træner, Hansi Flick, efter kampen til DAZN.

Barcelona vandt sikkert 5-1 og udbyggede holdets fremragende sæsonstart i La Liga, hvor det er blevet til seks sejre i seks kampe.

I stedet for ter Stegen blev 25-årige Inaki Pena skiftet ind i målet.

Spanske Pena har fået størstedelen af sin fodboldopdragelse i Barcelona og står i alt noteret for 23 optrædener for den catalanske klub.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT